I modsætning til de konservative vil VallensbækListen prioritere udviklingen af den gode by med byliv og en varieret bolig- og aldersfordeling.
Vallensbæk bør have et passende udbud af familieboliger, men også af boliger til enlige samt til unge og ældre. Der skal være en rimelig fordeling af ejerboliger og lejeboliger.

Boligpolitikken har konsekvenser
Den konservative boligpolitik har haft konsekvenser for befolkningsudviklingen og har blandt andet medført, at 28 % af Vallensbæks indbyggere har anden etnisk oprindelse end dansk.
Vi ved fra forskningen, at det påvirker skolerne og børnenes indlæring negativt hvilket igen får, først de mest ressourcestærke danske familier til at flytte og dernæst flytter de mest velfungerende indvandrerfamilier, fordi de ønsker ’det bedste for deres børn’.

Dårlig byplanlægning har givet 6 nederlag i træk for de konservative i Vallensbæk og planerne om udbygning med op mod 2500 nye boliger langs Vejlegårdsvej var ikke lovmedholdelig. Det viste borgernes klager over lokalplanerne 102 og 112 (’Byhaven’ = højhusbebyggelsen langs Køge Bugt motorvejen), som Planklagenævnet ophævede. Det blev også resultatet for lokalplan 108,’Sydporten’, endda to gange.

Ligesom landbrugets monokultur på sigt slår over i sin modsætning med ringere udbytte, betyder de manglende aktiviteter i byen, at det ikke er muligt at skabe det produktive byliv, der gør livet lettere og mere udviklende for borgerne. Det betyder også, at de fleste må køre i bil til arbejde, når de skal købe ind og hente børn. Byudviklingen ’løses’ ved at øge kravet til folks mobilitet i privatbiler.

De sidste 10-15 års udbygning i Vallensbæk har ikke tiltrukket de ressourcestærke borgere som borgmesteren ønsker sig, og den gennemsnitlige indkomststigning i Vallensbæk har således i de sidste ti år kun været halvt så stor som landsgennemsnittet.

Vallensbæk Nærcenter er et skoleeksempel på, hvad den manglende byplanlægning betyder.

Vallensbæk er ikke et resultat af en kompetent byudvikling, men af, at de konservative har overladt udviklingen til mere eller mindre tilfældige konservative developere/spekulanter.
De konservative har aldrig forstået, at byplanlægning er andet og mere end lokalplanlægning. Derfor savner Vallensbæk enhver bymæssighed og derfor hænger kommunen ikke sammen, men består af 3 helt adskilte bydele: Nordmarken, Landsbyen og Strandområdet.

I de konservatives kommuneplanforslag for 2020-32, ønsker de at bebygge stort set hvert et grønt friareal samt de gamle erhvervsgrunde.
Samtidig har kommunen opgivet at rette op på det forhold, at Vallensbæk består af 3 usammenhængende boligområder (Nordmarken 31%, Landsbyen 2% og Strandområdet 67%) samt at kommunen er en soveby uden antydning af bymæssighed.

Lokalplan 102 – højhusbebyggelsen med over 500 boliger, direkte langs Køge Bugt motorvejen - er det hidtil værste eksempel på uforsvarlig planlægning, vi har set. Derfor blev lokalplanen indbragt for planklagenævnet, som nu har ophævet lokalplan 102, fordi den var i strid med planloven.
Læs omtalen af Planklagenævnets ophævelse af lokalplan 102 på:

Den 14. september 2022 vedtog kommunen en ny lokalplan for området ved tømmerhandels-grunden og broen over Sdr. Ringvej. Planen rummer mulighed for opførelse af 200 boliger, som vil genere naboernes muligheder for almindeligt privatliv på Broholmvej, Rosendalsvej, dele af Frydendalsvej, Bækkeskovvej og Vallensbæk Strandvej.
Derfor har en gruppe naboer til lokalplanområdet besluttet at klage til Planklagenævnet. Og jo flere ’lokale’, der støtter klagen, jo bedre. Opbakning til klagen er risikofri: Klagerne har alt at vinde!

For 50 år siden var det ’rigtigt’ at adskille boligområder og erhvervsområder.
Men erhvervsstrukturen har ændret sig. I dag er 75 % kontorarbejdspladser, som der ikke længere er grund til at placere i særlige eller afsondrede områder.
Tværtimod vil både boliger og erhverv med fordel kunne integreres med henblik på at skabe et mere livligt lokalmiljø, der således giver grundlag for at hjemtage nogle af de servicefunktioner, der er lokaliseret i København.

Selvom Planlovens § 1 pkt. 6) tilsiger, at ”offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet”, og politikerne bedyrer, at de gerne vil have deltagelse og kritik, er det oftest tomme ord, og mange fagfolk ser det ’demokratiske’ islæt i planprocessen som ’designet blændværk’, fordi ’inddragelse’ ikke i sig selv giver indflydelse.