VallensbækListen

Daginstitutioner og skoler trænger til et løft

VallensbækListen vil arbejde for, at bevillingerne til børne og skoleområdet kommer op på et niveau, som svarer til nabokommunernes ressourcetildeling. Både af hensyn til børnene, forældrene og personalet.

Vi anser forholdene på børneområdet for at være vigtige i forhold til hvilke tilflyttere, vi får til kommunen.

Forældretilfredshed med daginstitutionerne
25.01.2023

Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed har i en ny analyse sammenlignet forældrenes tilfredshed med deres børns dagtilbud – både på tværs af kommuner og på tværs af dagtilbuddene inden for hver kommune.
Analysen er lavet på baggrund af en brugertilfredshedsundersøgelse blandt alle forældre til børn i kommunale og selvejende dagtilbud.
Analysen viser, at Vallensbæk ligger under landsgennemsnittet for forældretilfredshed. VallensbækListen betragter denne undersøgelse som værende mere retvisende end kommunens egne målinger.
Denne neutrale undersøgelse viser eksempelvis, at der er forskel på, hvor tilfredse forældrene er med de forskellige institutioner, se grafen nedenfor:



Når vi sammenligner de kommunale nøgletal, som kommunerne har indberettet til Indenrigsministeriet, viser de, at Vallensbæk indtager en kedelig sidsteplads blandt Vestegnskommunerne. Og det stemmer ikke overens med de konservatives fortælling om, at servicen i Vallensbæk er ’fantastisk’.

Sandheden er, at Vallensbæk bruger markant færre ressourcer på børne- og ungeområdet end nabokommunerne


Kilde :Indenrigs- og Boligministeriet d. 23. juni 2021


Kilde :Indenrigs- og Boligministeriet d. 23. juni 2021

Det lave ressourceforbrug på børne og ungeområdet har selvfølgelig konsekvenser for kvaliteten – for bevillingerne til disse områder går helt overvejende til personale.

Vallensbæks sidsteplads dækker således over, at antallet af uddannede pædagoger i børneinstitutionerne ligger lavest i Vallensbæk.


Kilde :DST, kommunalstat. 04.2020

Samtidig er klassekvotienten i skolerne højest i Vallensbæk, hvilket vi finder meget uhensigtsmæssigt, specielt i betragtning af, at antallet af ressourcekrævende børn stiger.

Klassekvotienten forventes yderligere at vokse i Vallensbæk med de nye lejlighedsbebyggelser.

Kilde :Indenrigs- og Boligministeriet d. 23. juni 2021

Tilfredshed?

I daginstitutionerne hænger de største problemer sammen med manglen på ansatte og navnlig uddannede pædagoger, et forhold som kun kan løses ved at bevilge flere penge.
Folketingets seneste finanslovsaftale tilførte også Vallensbæk midler, således der er kommet ca. en fuldtidspædagog mere pr. institution, hvilket selvfølgeligt er for lidt, selvom beløbet stiger år for år frem til 2025. Her i 2021 er beløbet kun 2.8 mio kr. til alle institutioner. Men selvom staten betaler opnormeringen, sætter kommunen alligevel forældrebetalingen op.

Kommunalbestyrelsen har i mange år nægtet lærerne en lokalaftale, der bl.a. fastlægger deres undervisnings- og forberedelsestid, men her i 2021 er det endelig lykkedes.
Skolernes budgetter er imidlertid stadig hårdt presset, hvilket blandt andet går ud over vikardækningen, lejrskoleophold og lignende.

Forholdene har påvirket karaktergennemsnittet ved 9. klasses afgangsprøven, hvor Vallensbæk i skoleåret 2018/2019 var nr. 63 ud af 98 kommuner.
Derudover er mobning et af de områder, der skal mere fokus på.


Kommunens 'udbygning' har også konsekvenser for børnene

Siden de konservatives ’finanskrise-udbygning’for 12 år siden, har Vallensbæk haft landets største stigning i andelen af indvandrere og efterkommere, mens den etnisk danske andel af befolkningen er faldet.

Udbygningen har haft markante konsekvenser for børnesammensætningen i daginstitutionerne og skolerne: Den ikke-danske andel er steget, som det ses af grafen herunder:

Allerede om 2-3 år vil flertallet af børnene i 1. klasse være født af en ikke-dansk mor, idet over 50% af de nyfødte i Vallensbæk fra 2018 og frem ikke havde en dansk mor.

De konservatives næste udbygningsbølge, der allerede er påbegyndt, vil med al sandsynlighed øge den ’to-sprogede’ andel. Vi risikerer at ende som kommunen med flest migranter - på 1. pladsen!

Derfor støtter VallensbækListen S-regeringens bekymring over den stigende koncentration af ikke-etnisk danske befolkningsgrupper på Vestegnen. Antallet betyder noget!

  • Det har konkret medført, at Vallensbæk relativt er blevet en fattigere kommune.

Vi går ind for, at sandheden skal frem, for man kan ikke løse integrationsproblemer ved at skjule sandheden. Men migranterne er ikke skyld i den forfejlede boligpolitik.

  • Ret skytset mod de konservative, der står bag den hovedløse udbygningspolitik.

juli 2021