GODT NYTÅR, januar 2025
Kommunernes Landsforenings analysemagasin, Momentum, offentliggjorde en særdeles informativ analyse sidst i 2024. Analysen viser, at Vallensbæk er den kommune i hele Danmark, som færrest unge vender tilbage til efter endt uddannelse, og kun 7% af de unge, der er vokset op i Vallensbæk, bor stadig i kommunen, når de bliver 35 år.
Vallensbæk har hverken uddannelsesmuligheder eller boliger for unge, ingen bymæssighed eller mødesteder, samt underskud af jobs og kulturtilbud. En rigid kommunalbestyrelses politik har igennem en alt for lang periode medført, at unge vælger Vallensbæk fra.
Vi havde ret
Når vi har kritiseret fraværet af de mest almindelige byfunktioner, mødesteder og bymæssighed i Vallensbæk, er vi blevet mødt med ideforladte anklager om, at vi taler Vallensbæk ned.
Men virkeligheden har indhentet ’enevældens Vallensbæk’, for nu har kommunernes egen organisation offentliggjort, at den vigtigste indikator - for Vallensbæks levedygtighed, de unges bosætningsmønster – viser, at netop unge fravælger Vallensbæk. Vi havde mere end ret!
Uintelligent byudvikling
De konservatives ’udbygninger’ og manglende byudvikling skræmmer de unge, der selv på krop og sind har oplevet ’liste C’s idealkommune’ i deres barn- og ungdom. De vælger meget klart kommunen fra, når de er blevet voksne.
Vallensbæk er tænkt som en ’country club for den lille konservative klike’, der brugte kommunekassen til at realisere drømmen om den tilbageskuende, landlige fortid med golf og rideheste samt til at udbrede deres falske glansbillede af en kommune, hvor alt er lutter Morten Koch idyl.
Det skulle være ’finere’ at bo i den grønne oase i det røde hav’, men C’s gentagne bølger af ’udbygning’, der prioriterede kvantitet over kvalitet for at skaffe skattebetalere til at opretholde ’oasen’.
Men denne uintelligente udbygning udvisker forskellen til den øvrige Vestegn og undergraver C’s position, fordi Vallensbæk bliver som nabokommunerne – blot mere plaget af trafikstøj og partikelforurening samt oversvømmelsestruslerne fra bugten, grundvandet og åen.
Kommunens utrættelige varetagelse af grundejernes og developernes interesse i at maksimere deres gevinst ved lejlighedsbebyggelserne har tilsidesat almindelige borgeres og navnlig unges og ældres behov for normal byudvikling - i en slet skjult blanding af hovmod og uvidenhed.
Derfor har Vallensbæk akut brug for forandring og det kræver et andet flertal.
December 2024
Flertallet i Vallensbæks kommunalbestyrelse går tilsyneladende målrettet efter, at trafikken i kommunen skal skabe problemer og bryde sammen. De konservative vil tvinge borgerne ud af bilerne uden at tilbyde realistiske alternativer. For de fleste borgere er det i praksis umuligt at klare sig uden bil. Den kollektive trafik er blevet et dårligere alternativ, fordi den er udsultet og lige blevet 14% dyrere, og mange må have 2 biler for at overkomme at møde på arbejde til tiden.
Vi har set, at kommunen - i forbindelse med den dårligt planlagte udbygning i Vejlegårdskvarteret – forsøger at luske lokalplanerne igennem uden at øge kapaciteten på veje og P-pladser og derved bevidst chikanere bilisterne.
Vejlesvinget, eksempelvis er indsnævret til et spor, og fortov og cykelsti er slået sammen, selvom der er bygget flere hundrede nye lejligheder og alle de nye bebyggelser mangler P-pladser, således at mange lejere må parkere på villavejene, også fordi udlejerne opkræver yderligere penge for at parkere i P-kælderen, der står halvtom.
Denne lidet gennemtænkte planlægning gør det sværere for børnefamilier, som skal aflevere børn, måske flere steder og ungerne skal hentes igen inden lukketid, de skal til fritidsaktiviteter og familierne skal købe ind i nabokommunerne, fordi indkøbsmulighederne i Vallensbæk mildt sagt er begrænsede.
Kommunen skaber bevidst trængsel på de vigtigste vejstrækninger, eksempelvis forbi centret, hvor der nu også er kommet betalingsparkering på stationsforpladsen. Endnu en konsekvens af, at kommunen har solgt ud af ’arvesølvet’: Borgerne har mistet enhver indflydelse. Det aggressive P-selskab benytter nummerpladescanning ved indkørslen og kvitterer med en afgift på 970 kr., hvis butikkernes kunder overtræder de rigide vilkår. Det skal nok gå godt – det er jo blevet et rent ’hyggecenter’.
De konservative plejer at være et ’lov og orden parti’, men i Vallensbæk er de kommet i uføre. Vi har 7 gange stoppet dem i at forsøge at gennemføre direkte ulovlige lokalplaner, og nu oplever de oprindelige borgere på villavejene konsekvenserne af de planer, som vi ikke nåede at stoppe.
Kommunens uredelige udbygningsprojekter er blevet solgt på helt urealistiske projekt-præsentationer. Intet er så idyllisk som disse computervisualiseringer: Solen skinner altid, det summer af bier og sommerfugle, og børnene leger på den legeplads, der i virkelighedens verden slet ikke blev plads til. Og så er der det med bilerne, der aldrig vises på tegningerne, for bilerne blev der heller ikke plads til.
December 2024
Vallensbæks ’udbygning’ er planlagt efter de bosætnings-præferencer, som borgerne havde for 10-20 år siden, men som i dag er håbløst forældede og leder til, at vi ikke får de ressourcestærke tilflyttere, som borgmesteren lovede: Boligbyen eller sovebyen i forstæderne er ikke længere det trækplaster, som det var for årtier siden.
Unge københavnere, der stiftede familie, søgte tidligere mod forstæderne for at skifte den lille lejlighed ud med et hus eller en større lejlighed. Hovedparten af os i Vallensbæk har fulgt det mønster.
Men sådan er det ikke mere. For nu ønsker børnefamilierne at blive i København. Og de er villige til at bringe ofre for at blive i byen. De ’downsizer’ og accepterer små lejligheder, som de indretter på en ny måde, så der bliver plads til alle i familien. Men de får til gengæld noget værdifuldt, som de prioriterer.
Tilflytternes ændrede bo-præference
De yngre generationer i København er vokset op med en nærmest umættelig sult efter oplevelser og det spændende urbane storbyliv, som København har formået at skabe i de sidste årtier. De unge familier har lært at leve ude i byen, som i Europas øvrige storbyer. De har lært at bruge cafeen som mødested, varmestue og som et sted, hvor man kan indtage hurtig morgenmad, frokost og aftensmad, når det passer i programmet. I København er cafeen i dag videreudviklet til specialiserede vinbarer og bistroer, der opfylder snart sagt ethvert behov.
Nok er Vallensbæk ikke storbyen København, men det er heller ikke holdbart at fastholde Vallensbæk som en ’landsby, der skal kæmpe for at fastholde købmanden’.
Det, som unge i dag efterspørger, er ’oplevelser’, herunder ’kulturoplevelser’, som de konservative i Vallensbæk ihærdigt har sørget for, at vi ikke har nogen af.
Det urbane byliv forøger borgernes fordel ved at bo i byen. Også virksomhederne høster en fordel i form af højere produktivitet. Derfor øger et spændende urbant miljø chancen for at tiltrække de rigtige virksomheder, der har interessante jobs til borgerne.
Det var i sin tid svært for mange af os at flytte fra København til ’ørken-sovebyen’, hvor der skete absolut ingenting. Men hvor forstaden trods alt før havde en gevinst i form af lys, ren luft og stille natur, er der i dag sundhedsskadelig støj og forurenet luft fra motorvejene og togbanerne, fordi de konservative har bygget boliger tæt på og op ad disse trafikårer.
Og i de høje, tætte, mørke baggårds-bebyggelser kniber det nu også med lyset. De alt for tætte boligblokke med vinduer fra gulv til loft har udskiftet udsigten til naturen, med indkigsgener fra genboen.
Den forældede byudvikling - eller rettere byafvikling - har de sidste år givet kommunen 7 nederlag hos Planklagenævnet, fordi planerne ikke var lovmedholdelige, men det afholder ikke kommunen fra at fortsætte i samme spor.
Svært at tiltrække ressourcestærke tilflyttere
Derfor har Vallensbæk, som er hermetisk renset for byliv, svært ved at tiltrække ressourcestærke tilflyttere. At kommunalbestyrelsen hænger uhjælpeligt fast i fortidens enevælde og foragt for at inddrage borgerne gør kun ondt værre, ligesom deres udemokratiske censur i kommunens medier.
Indikationerne på, at ovennævnte får de ressourcestærke tilflyttere til at holde sig væk, er desværre mange:
For 40 år siden var Vallensbæk blandt de absolut rigeste kommuner i Danmark. Sådan er det ikke mere, og det er gået meget stærkt ned ad rangstigen under den nuværende borgmester.
Nyt flertal nødvendigt
Det kommende kommunalvalg er borgernes sidste chance for at forhindre, at de konservative kører Vallensbæk helt i sænk og sidste chance for at vende udviklingen.
Vallensbæklisten har det sidste år skubbet på for at samle alle ikke-konservative lister til et opgør med den konservative enevælde, så vi kan få et andet flertal, således at vi kan afværge katastrofen.
Oktober/november 2024
Vallensbæk kommune har sendt en besked i e-boks til alle oversvømmelsestruede grundejere, dels om at det påhviler grundejerne, at de selv skal betale regningen, dels om at kommunen endelig er vågnet op og har erkendt, at de mange lavtliggende grunde rent faktisk er oversvømmelsestruede. Det gælder over 1.000 grundejere i strandområdet og hele vejen op langs Vejlegårdsvej. Også de nye lejlighedsbebyggelser.
Men Henrik Rasmussen har været længe om at komme op af starthullerne, og det har været svært at fange kommunens interesse.
Vallensbæklisten præsenterede sammen med civilingeniør Ole Bertelsen et projekt til kystsikring af Strandparkens fire kommuner, 28. april 2021 i Sydkysten. Et projekt, der forhøjede digerne til 5 meters højde, og som også omfattede havnene, se projektet her.
Kommunens projekt opererer derimod kun med 4 meter høje diger og prisgiver havnene, samt det forventes først færdigt i 2028.
DMI og Kystdirektoratets nye beregninger fra 21. februar 2024. viser, at vi kan forvente op til 3.9 meters højvande, hvortil skal lægges bølgepåvirkningen, således at risikohøjden bliver ca. 5 meter.
Læs artikel fra DMI
Vallensbæklisten mener, at der er behov for en national plan for klimatilpasning, og vi finder det urimeligt, at de oversvømmelsestruede borgere alene skal bære byrden. Det stiller mange i en helt uacceptabel situation, for hvad betyder det for dem, der ønsker at købe, sælge og forsikre huset. Kommunen øger usikkerheden ved ikke at oplyse borgerne om disse forhold, eller om hvad kystsikringen kan koster den enkelte.
Ihukommende den tvivlsomme ledelseskompetence, som politikerne lagde for dagen da svømmehallen kuldsejlede, er borgernes bekymringer helt berettigede.
Ligesom det ikke kun er medlemmer af svømmeklubben, der kommer til at bære ekstraomkostningerne ved denne, den største skandale i Vallensbæks historie - den over 100 mio. kr. store fordyrelse af svømmehallen.
Vi mener, at Vallensbæk bør lade sig inspirere af andre oversvømmelsestruede kommuner, der har fundet løsninger, hvor kommunen og de berørte grundejere deler byrden.
Der findes efterhånden mange artikler der beskriver problemes omfang, og her har vi udvalgt 2
Læs artikel fra DR
Artikel fra F&P - brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaber.
Områder der bliver oversvømmet ved 4 meters højvande/stormflod.
Jo mere mørkeblå, jo dybere oversvømmelse.
Områder der bliver oversvømmet ved 5 meters højvande/stormflod.
Jo mere mørkeblå, jo dybere oversvømmelse.
September 2024
Hist og her langs skolevejene har kommunen placeret ’betonklatter med en lodret stolpe’, hvis formål sandsynligvis er at øge cyklisternes sikkerhed ved at tvinge bilisterne til at reducere hastigheden gennem forhindringen og samtidigt anvise en ’sikker’ passage for cyklisterne.
Men som det ses på billedet, er det lovligt at parkere både foran og bag stolpen, hvilket spolerer sikkerheden for cyklisterne, fordi det tvinger dem ud midt på vejen, et sted hvor der ovenikøbet er et T-kryds. En hastighedsbegrænsning på 30 km/t havde være både bedre og billigere.
Som med så meget andet i kommunen ender det med en ’molboløsning’, der er værre, end hvis de intet havde gjort. Viljen og evnen til at lave det ordentligt er mindre end ønsket om at ’spare på 5-øren, for senere at lade daleren rulle’.
Sådan skal det gøres: Nedfældede stolper i forbindelse med et vejbump samt tydelig markering af cykelsti før og efter ’forhindringen’.
Juli 2024
Kommunernes økonomi er hårdt presset i disse år, men staten har i en årrække afsat penge, således at kommunernes udgifter til ældre kan følge med det stigende antal ældre i befolkningen.
Det har blandt andet betydet, at ældreområdet i Vallensbæk siden 2020 har fået et løft, men Vallensbæk ligger alligevel stadig i bunden blandt kommunerne på Vestegnen jævnfør grafen.
Juni 2024
VallensbækListen har tidligere skrevet om vores bekymring for, at den form for udbygning, som de konservative har gennemført, ville få store konsekvenser for økonomien og udviklingen i Vallensbæk.
Nu har AE (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ) analyseret den gennemsnitlige realstigning i borgernes disponible indkomst i landets kommuner for perioden 2012-22.
Resultatet taler for sig selv: Indbyggerne i Vallensbæk har desværre haft den mindste indtægtsfremgang i hovedstadsområdet og den anden mindste i hele landet!
Indtægtsfremgangen er nærmest fraværende, og det kan ikke undgå at få konsekvenser for de økonomiske muligheder i årene fremover.
Oveni har den konservative ledelse af Vallensbæk betydet, at kommunen just har været nødsaget til at bevilge ekstra 40 mio. kr. for overhovedet at få færdiggjort det kuldsejlede svømmehalsprojekt.
Men er det den virkelighed, som kommunen har kommunikeret til borgerne – eller har de serveret det sædvanlige, falske glansbillede? Døm selv.
Maj 2024
Her inden sommerperioden og et år før den næste kommunale valgkamp begynder, er det tid til at overveje et vigtigt og helt basalt forhold: Hvad er egentlig meningen med en ’kommune’? Ordet er fransk og kommer af latin, communis, der betyder fælles. I dagens Danmark er kommunernes primære opgave at udføre de fælles velfærdsopgaver, som følger af statens lovgivning.
Men Vallensbæk kommune opstod i 1970 med et helt andet formål og er blevet designet til at tilfredsstille en lille klikes særinteresser: Kliken omkring klub C. At vi ikke er alene om en sådan vurdering illustreres af Berlingskes erhvervsredaktør, Thomas Bernt Henriksen, der, den 12. marts 2024, i forbindelse med lederskiftet i Det Konservative Folkeparti skrev:
Berlingskes lidet flatterende karakteristik kan vi tilslutte os. I Vallensbæk har kliken gennem årtier ’udbygget’ kommunen efter princippet i børnesangen ’Der bor en bager’: Har du penge, kan du få, har du ingen, så må du gå.
Dette mildt sagt alternative ’fællesskab’ i Vallensbæk går på, at du er velkommen, så længe du bidrager til, at den lille klike har det godt og kan bevare magten i kommunen. Men synger du ikke med i koret, ser kliken helst, at du føjer dig bort. Det sker med økonomiske instrumenter fra kommunens side, når du har mest brug for hjælp.
Hvis du eksempelvis er handicappet, har kommunen ikke sørget for en handicapegnet bolig. Er du ung og under uddannelse gælder det samme. Mister du dit arbejde, bliver du syg eller skilt og har brug for en ny bolig, må du typisk flytte til en anden kommune. Det gælder også, når du bliver gammel og har behov for en ældrevenlig bolig, som du kan betale. Vallensbæk ønsker kun positive skattebetalere. Er du et udgiftskrævende ’problem’, eksporteres du til nabokommunerne.
På samme måde er byfunktioner, der ikke direkte gavner kommunekassen, uønskede, selvom de er nødvendige for et godt byliv. Derfor har Vallensbæk stort set ingen uddannelsesinstitutioner, kulturelle institutioner, for få arbejdspladser og indkøbsmuligheder ud over dagligvarer og heller ingen byrum og mødesteder, hvor borgerne kan diskutere de mange mangler i kommunen. I stedet plastrer kliken alle - også uegnede - arealer til med baggårdsagtige boligbebyggelser.
De konservative har set sig selv som et ’lov og orden parti’, men i Vallensbæk er kliken kommet i uføre. Vi har 7 gange stoppet dem i at forsøge at gennemføre direkte ulovlige planer, og i den forbindelse er det dybt bekymrende, at kommunaldirektøren følte sig berettiget til at angribe borgernes ret til at klage samt endog klageinstansens kompetence til at annullere kommunalbestyrelsens ulovligheder. Efter hendes mening var Vallensbæk i sin gode ret til at tilbyde løsninger, som af borgerne ville opleves som utilstrækkelige.
Lokalplanerne og miljøredegørelserne havde en hidtil uset ringe kvalitet og bar præg af klikens tankegang: Vi har flertal, og vi gør som det passer os, så hvorfor bruge tid på at holde lovene. Kliken har tilsyneladende fået storhedsvanvid og anfægter de facto, at kommunalbestyrelsen er underlagt landets love, samt bevæger sig længere og længere ud på en farlig glidebane i både misinformation og handling.
I dette forår oplever borgerne konsekvensen af de planer, som vi ikke nåede at stoppe: Konsekvenser, der skyldes at kommunen planlagde over 2.000 nye boliger langs Vejlegårdsvej uden samtidigt at ændre infrastrukturens veje og bebyggelsernes tilhørende P-muligheder. Det går hårdt ud over de oprindelige borgere på villavejene, som har måttet leve med de utilstrækkelige trafikforhold samt konsekvensen af de nye bebyggelsers manglende P-pladser.
Forhold som kun vil blive værre, hvis kliken får held til at fremture med flere tvivlsomme boligbebyggelser i forlængelse af utilstrækkelig planlægning. Og vi frygter, at kvarteret går mod en skæbne som et segregeret boligområde.
For at kunne fastholde dette særegne, alternative fællesskab gør kliken brug af to redskaber:
VallensbækListen tager afstand fra klikens depraverede fællesskabsideal, som ikke rummer muligheden for 'samarbejde’. Det er siden sidste valg blevet stadigt mere indlysende, at oppositionen ikke har mange muligheder for indflydelse, så længe kliken har flertal. Derfor ser vi frem til 2025, hvor vi vil gøre vores for, at det bliver ’sidste år med kliken’.
2. april 2024
De konservatives ’udbygning’ langs Vejlegårdsvej får ’den grønne oase i det røde hav’ til at tørre ud. I stedet får vi de tætte byggeriers betonørken uden grønne friarealer, legepladser, byrum med videre.
Det omgivende kvarters beboere har allerede mærket de kaotiske konsekvenser, fordi infrastrukturen ikke tilpasses de nye behov. Villavejene omkring Torbenfeldvej plages af alt for mange parkerede biler, fordi de nye bebyggelsers ejere opkræver 700 kr. pr. måned fra beboerne for at parkere i den tilhørende P-kælder, der derfor står halvtom.
Udbygningen har demonstreret kommunens manglende hensyntagen til de borgere, der i årtier har boet i kvarteret, ligesom de nye beboere i lejlighederne heller ikke har oplevet en hjælpende hånd. Kommunen skaber problemer for borgerne i stedet for at løse de påtrængende problemer. Et forhold der grundlæggende bunder i politikernes manglende sans for kvalitet og for betydningen af et godt bymiljø.
Det kniber for beboerne på Torbenfeldvej at få lov at komme ud og ind ad indkørslen til deres grund. Og gæster kan ikke finde en P-plads.
Det er jo kommunen og den nye bebyggelses ejer, der har skabt P-problemet - og derfor er det dem, der skal løse det! Eksempelvis ved at åbne P-kælderen gratis for beboerne.
2. marts 2024
De 11 kommuner, der i 2023 leverede flest tilflyttere til Vallensbæk fremgår af grafen:
København er den enkelte kommune, der leverer flest tilflyttere til Vallensbæk, men vores nabokommuner leverer sammenlagt flest.
Hvor kommunen før satsede på ejerboliger, har de konservatives udbygning med bastant udlejningsbyggeri medført en markant ændring i tilflytningen.
27. januar 2024
Forslaget til revision af Kommuneplanen af december 2023, er et bevis på, at Vallensbæk intet havde lært af kommunens 6 forudgående nederlag i Planklagenævnet. For igen mente kommunen, at der slet ikke var brug for en miljøvurdering af planen. Derfor påklagede vi kommunens afgørelse herom.
Som det fremgår af referatet af Økonomiudvalgets møde 24.01.2024 indstiller udvalget - hvor de konservative selv har flertal - at Kommuneplanen trækkes tilbage. Fordi vi klagede, og de konservative var klar over, at vi igen havde ret, vidste de, at de havde indkasseret et nyt nederlag.
At kommunen og kommunaldirektøren forsøgte at ’luske’ planen igennem, uden at lave en miljøvurdering, er endnu et eksempel på den ikke-lovmedholdelige ’GÅR DEN, SÅ GÅR DEN’ praksis, der i en alt for lang årrække har præget Vallensbæks udvikling. De konservative har alt for længe selv kunnet definere, hvad der var lov og ret i Vallensbæk. Men det har vi nu 7 gange sat en stopper for.
VallensbækListen mener, at lovene også skal gælde i Vallensbæk!
Mange års erfaring tilsiger desværre, at det kræver, at vi gør en ende på de konservatives enevælde, så vi også i Vallensbæk kan få etableret lovmedholdelige tilstande på byudviklingsområdet. Og så vi kan være trygge ved, at beboernes sikkerhed i de nye bebyggelser er i orden - på noget så vigtigt som eksempelvis brandområdet.
DF havde til kommunalbestyrelsesmødet i november 2023 lavet en opgørelse i forbindelse med det husstandsomdelte kommunale blad ’Vallensbæk Nu’, hvor han havde optalt hyppigheden af og hvilke KB-medlemmer, der optrådte i artiklerne.
Det viste sig, at der i det sidste år kun har været bragt billeder af og omtale af konservative politikere, med undtagelse af et enkelt tilfælde, hvor der blev vist et billede af hele kommunalbestyrelsen.
Borgmester Henrik Rasmussen har været omtalt i 38 artikler og optrådt på 81 billeder i de seneste 14 numre af bladet. Oppositionspolitikerne er derimod blevet omtalt 0 gange.
Samme mønster tegner sig for kommunens Facebook-side, hvor Henrik Rasmussen optrådte i 69 ud af 155 opslag.
Der er tale om borgerbetalte kommunale medier, hvorfor DF stillede forslag på KB-mødet om, at der nedsættes et tværpolitisk redaktionsudvalg, der skulle fastlægge retningslinjer for indholdet i Vallensbæk Nu, og forud for hver udgivelse inddrages i indholdet af bladet, således det ikke blev en ensidig promovering af borgmesten og Det Konservative Folkeparti. Men selvfølgelig blev det udmærkede forslag stemt ned af det konservative flertal.
Derfor har DF, Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF klaget til Ankestyrelsen, der skal tage stilling til om reglerne vedrørende ligebehandling i offentlig forvaltning overholdes, når kommunens kommunikation til borgerne har været så ekstremt ensidig til fordel for borgmesteren og de konservative, som tilfældet er.
Og ifølge Kommunalforsker Roger Buch, er der noget at komme efter. Borgmesteren er naturligvis repræsentant for kommunen i nogle tilfælde, men det betyder ikke, at man må bruge borgernes og kommunens penge til markedsføring af borgmesteren og hans parti.
Roger Buch fastslår, at i kommunal sammenhæng er alle i kommunalbestyrelsen ligeværdige, og han mener ikke, at det er lovligt, at kommunens kommunikation må fungere som propaganda for borgmesterens genvalg.
I VallensbækListen giver vi selvfølgelig vores fulde opbakning til klagen. For det har være et demokratisk problem alt, alt for længe.
For os er der ingen tvivl om, at de konservative lader borgerne betale for en professionel presse- og medieafdeling, der har til opgave at opfinde og bringe positive historier og nyheder - ingen begivenhed er for lille – om hvor godt det går i kommunen og om borgmesterens heltegerninger. Borgmesterens nederlag og negative begivenheder for kommunen ignoreres. Borgerne må forstå, at i de konservatives Vallensbæk går det altid godt, og borgerne er de mest tilfredse i hele Danmark.
7. november 2023
Ordentlighed Ordentlighed er en ’konservativ dyd’, siger de konservative selv, en dyd som handler om at indgå i fællesskabet på en sådan måde, at fællesskabets regler respekteres. Det kan vi kun være enige i.
Men samtidig defineres, hvad der karakteriserer UORDENTLIGHED. Altså adfærden, når de konservative ikke respekterer fællesskabets regler.
Kommunen anmodede nævnet om at genoptage sagsbehandlingen, fordi Vallensbæk Kommune lod nævnet forstå, at nævnet måtte have misforstået lokalplanen.
I Vallensbæk har de konservative handlet decideret uordentligt ved nu 2 gange at udtrykke manglende respekt over for Planklagenævnets afgørelser samt betvivlet nævnets kompetence til at ophæve lokalplanerne 112 og 108, som begge blev ophævet, fordi de ikke var lovmedholdelige.
Det er særegent og alt andet en god tone, at en kommunaldirektør i en ’anmodningsskrivelse’ direkte udtrykker mistillid til Planklagenævnet.
Kommunaldirektøren kunne slet ikke forstå, af Planklagenævnet ikke bare telefonerede til hende, således at ’misforståelsen’ kunne bringes ud af verden.
At de 66 borgere, der havde indsendt klagen, derved ville berøves deres lovfæstede retssikkerhed, bekymrede hende ikke.
Samtidig lader hun Planklagenævnet forstå, at hun ikke mener, at nævnet har retlig kompetencen til at forkaste en af Vallensbæk vedtaget plan, selvom denne kompetence direkte er lovhjemlet, og at det er nævnets opgave at påse, at loven holdes.
Samtidigt slår hun fast, at kommunen er i sin gode ret til at tilbyde dårlige løsninger på det trafikale område til kommunens borgere, og kommunaldirektøren mener sågar, at disse dårlige trafikløsninger slet ikke falder ind under de forhold, som Planklagenævnet må beskæftige sig med.
Men sådan er praksis i Vallensbæk, hvor kommunen kun respekterer fællesskabets regler, når det passer de konservative. Alt for længe har de konservative i Vallensbæk selv defineret, hvad de mente var lovligt.
Lad os håbe, at borgerne ved næste valg sætter en stopper for denne uordentlighed, ligesom Planklagenævnet nu har gjort det.
To lokalplaner med ca. 750 boliger og et ældreplejecenter har VallensbækListen været tvunget til at indbringe for Planklagenævnet med henblik på ophævelse, fordi de ikke var lovmedholdelige og åbenlyst ufordelagtige for borgerne.
I lokalpressen kalder borgmester Henrik Rasmussen (K) det for en “virkelig ærgerlig” udgang, at Vallensbæk skal overholde loven, med det resultat at lokalplanen for ’Byhaven’, der indeholdt højhuse direkte langs motorvejen, blev annulleret af Planklagenævnet og han udtaler: ”Man mister jo lidt tillid til, hvad der kan lade sig gøre på det gældende område”.
Ikke et ord om, at de ulovlige lokalplaner blev kasserede, fordi de ville have haft negative konsekvenser for borgerne. Og ikke nogen erkendelse af, at de konservatives manglende kompetence er årsag til den fejlslagne ’udbygning’ og mangelfulde byudvikling. Som sædvanlig synger de videre på den gamle melodi: Det er ikke os, der er noget galt med, vi har ikke lavet fejl, det er alle de andres skyld! Planklagenævnet må have misforstået os, og nu prøver vi lige igen ud fra devisen ’Går den så går den’. Alle andre ville have ’læst skriften på væggen’ allerede første gang, lokalplanen blev kasseret i 2021.
I de konservatives optik må borgerne også forstå, at det samme gælder den dårlige økonomistyring. At kommunen mangler 70 mio. kr. på budgettet for 2024, skyldes slet ikke de konservatives fejlslagne politik. Ifølge borgmesteren findes årsagen i tågesnak om ’Udligningsreformen af 2021’. Denne reforms konsekvenser var kendte allerede forud for sidste kommunalvalg og burde for længst have været indregnet i budgetteringen.
Og selvfølgelig mener han, at en del af de manglende millioner må det skyldes de annullerede lokalplaner, der betyder ’1600 færre tilflyttere i 2024’. Rent bortset fra, at det er stærkt kritisabelt at indregne tilflytning - som følge af ulovlige lokalplaner - i budgettet for 2024, er det faktisk helt usandsynligt, at de ophævede lokalplaner 108 og 112 ville have resulteret i indflytningsklare byggerier allerede i 2024. Derfor var det alt andet end retvisende at medtage skatteindtægter fra de ikke-eksisterende 1600 borgere i 2024-budgettet.
Borgmesteren lader endvidere forstå, at den konservative udbygning har resulteret i at ”Vi står over for en presset situation, hvor vores budget ikke kan matche de stigende udgifter til specialiserede tiltag for både børn og voksne” - en forventet samlet årlig udgiftsstigning på omkring 30 millioner kroner. På børneområdet forventes udgifterne at stige inden for specialundervisning, STU (særligt tilrettelagt undervisning), anbringelser og PPR (pædagogisk, psykologisk rådgivning). På voksenområdet forventes ligeledes en stigning i udgifterne.
Før havde Vallensbæk et samarbejde med Ishøj kommune, som varetog disse opgaver, og Vallensbæk beklagede sig ofte over, at Ishøj overskred budgettet og sendte efterregninger. Vallensbæk mente man kunne gøre det bedre og billigere, hvilket nu viser sig ikke at være tilfældet.
De konservative drømte endvidere om ’udbygning’ med velfungerende tilflyttere som tilførte kommunen ren nettoindtægt, men virkeligheden er mere varieret og indeholder også den helt anden ende af skalaen, som er udgiftstung.
Det samme gælder inden for ældreområdet, hvor der kommer flere ældre, som medfører mere specialiseret behandling og pleje, et forhold som har været kendt i mange år, så det burde ikke overraske.
7. august 2023
Kommunens ’vi alene vide’ enevælde gør det åbenbart svært for politikerne at indrømme deres nederlag: To ulovlige lokalplaner med 750 boliger samt et ældreplejecenter.
I desperation anmodede kommunen, midt i juni 2023, Planklagenævnet om at ’genoptage sagsbehandlingen’ af klagen over Byhaven, med tilhørende miljøvurdering og kommuneplantillæg 2. En omgørelse af nævnets afgørelse kunne reducere prestigetabet, men Planklagenævnet har nu afslået at genoptage sagen, fordi Vallensbæk Kommune ikke over for nævnet kunne:
påvise formelle fejl i sagsbehandlingen
fremkomme med nye oplysninger, der rokkede ved nævnets afgørelse af 28.04.2023.
I genoptagelses-anmodningen fortsatte kommunen med både at fordreje beskrivelsen af miljøforholdene i forhold til virkeligheden, og på den mest pinlige måde at forfalske de 112 borgeres klage, idet kommunen eksempelvis påstod:
”Klagerne anfører i klagen, at miljøvurderingen ikke viser et retvisende billede af lokalplanens påvirkning af de trafikale forhold som følge af lokalplanen. Klagerne nævner ”trafikkaos og trafiksammenbrud”, som om det er et faktum, og anfører, at kvarterets trafikafvikling ”i forvejen er presset over kapacitetsgrænsen. Efter kommunens opfattelse har disse udsagn ikke hold i virkeligheden”.
Heroverfor stod de faktiske forhold, at disse udsagn ingenlunde er klagernes påfund, men udgør konklusionen i den af COWI, for kommunen udarbejdede trafikanalyse!
Kommunens anbringender er her direkte usande og alt andet end retvisende, hvilket ses af COWI’s rapport: ’KAPACITETSANALYSE VED SIMULERING I VISSIM – september 2020’, der fastslår:
”Trafikniveauet stiger i analyseområdet i prognoseåret 2025, dels på grund af en generel trafikstigning i forhold til den nuværende situation og dels pga. de planlagte udbygningsprojekter. Desuden påvirkes fremkommeligheden for biltrafik på Søndre Ringvej og de tilstødende sideveje, fordi letbanen prioriteres på Søndre Ringvej og i signalreguleringerne”.
”I den sydlige del af analyseområdet tyder vurderingerne på, at den ekstra trafik fra udviklingsområderne i myldretiderne vil føre til et egentligt sammenbrud i trafikken i krydset Vejlegårdsvej/Søndre Ringvej.
Kapaciteten i krydset bliver forringet på grund af letbanen, og når trafikken på Vejlegårdsvej stort set fordobles på grund af byudviklingen, er der ikke tilstrækkelig kapacitet i krydset i myldretiderne.
Kapacitetsproblemerne forplanter sig nordpå ad Vejlegårdsvej, hvor der også vil være en besværet trafikafvikling i krydsene ved Strandhaven og Liselundsvej.
Krydset ved Vejlegårdsvej og Søndre Ringvej er et letbanekryds og derfor vanskeligt at ændre. Yderligere er det et kryds, som er vanskeligt at udvide uden at gennemføre ekspropriationer. Det er derfor afgørende at få begrænset trafikken fra udviklingsområderne gennem dette kryds. Dette vil kræve, at trafikken fra byudviklingsområderne i udgangspunktet ledes mod nord op ad Vejlegårdsvej og Idræts Alle mod motorvejen i stedet for ned på Søndre Ringvej via krydset ved Bækkeskovvej. I det omfang der er trafik, der skal ud på Søndre Ringvej, bør den enten ledes af Vejlegårdsparken og ud i krydset ved Delta Park eller via Idræts Alle og Vallensbæk Torvevej”.
At kommunen også var utilfreds med COWI’s i øvrigt retvisende trafikanalyse og derfor valgte at bortforklare og forvrænge dens brug i miljøvurderingen, bekræftes af kommunens kommentar til trafikpropperne. Vallensbæk mener sig i sin gode ret til at levere en ringere service med lange bilkøer og ventetid i trafikkrydsene. Denne argumentation tydeliggør den manglende kvalitet i kommunens arbejde, samt at miljøvurderingen ikke udgjorde et retvisende grundlag for lokalplanlægningen.
Kommunen undlader ligeledes at nævne, at COWI - for at få trafikken til at flyde - foreslår:
Ensretning af Vejlegårdsvej fra syd mod nord under S-banen. Dermed aflastes krydset Vejlegårdsvej / Søndre Ringvej – som er en af de store flaskehalse - betragteligt, da der ikke er trafik fra Vejlegårdsvej NV.
Ensretning af Vejlegårdsvej som følge af den kumulerede udbygning vil skabe en utålelig situation for kvarterets beboere.
Trafikanalyserne og kommunens miljøvurdering samt efterfølgende beslutninger har været modstridende og derfor ikke retvisende. Kommunens miljøvurdering har simpelthen mere karakter af en legitimering af den ønskede lokalplan 112 end af en seriøs vurdering af miljøforholdene, og har endvidere umuliggjort, at almindelige borgere har kunnet gennemskue konsekvenserne af den ikke-retvisende planlægning, hvilket er i strid med reglerne.
Kommunens genoptagelses-anmodning var lige så lidt retvisende, som miljøvurderingen var det.
En uafhængig spørgeskemaundersøgelse: »Danskerne i det byggede miljø«, foretaget af Kantar Gallup for Videncentret Bolius og den filantropiske forening Realdania, placerer Vallensbæk blandt de kommuner, hvor livskvaliteten er dårligst. Borgerne har selv vurderet, og undersøgelsen er baseret på i alt 7.399 nationalt repræsentative interviews blandt personer i den danske befolkning over 25 år.
Det peger på, at de konservatives ’udbygningspolitik’ har været en stor fiasko. Kommunen har negligeret årsagen til, at folk flyttede til Vallensbæk: ’Lys, luft, fred og ro’. I stedet har kommunen plastret snart sagt alle ledige grunde til med bebyggelser på totalt uegnede grunde, eksempelvis langs motorvejen og S-banen og uden at forberede vejnettet til den øgede trafik.
De konservative har ikke på noget tidspunkt øjensynliggjort, at de har forstået, hvad en by er og slet ikke, hvad bykultur er – og ikke er.
Vallensbæk mangler stadig ’bymæssighed’ og de almindeligste byfunktioner, ikke mindst byrum med mødesteder til byfællesskab, hvor indbyggerne kan diskutere det falmede konservative glansbillede, der krakelerer med stigende hyppighed.
For i Vallensbæk flytter man til nybyggeri med trafikstøj og halvfærdige lejligheder i så dårlig kvalitet, at den konservative borgmester har
Resultatet er, at kommunen lider af manglende sammenhængskraft, både i fysisk forstand og med hensyn til indbyggernes tilhørsforhold: Kommunen er stadig opdelt i 3 adskilte dele: Stranden, landsbyen og Nordmarken.
I modsætning til Vallensbæk ligger Solrød i toppen (nr. 6) af undersøgelsen. Som en illustration af forskellen har VallensbækListen tidligere sammenlignet Vallensbæks og Solrøds bycentre. Hvor Vallensbæks består af golde P-pladser, udgøres Solrøds center af gadeforløb med hyggelige byrum, møbleret med borde og siddepladser, der tiltrækker mange forskellige butikker og erhverv. Det skaber den bykultur, som Vallensbæk mangler, og som de konservative øjensynligt frygter.
30. juni 2023
Planklagenævnet har den 29. juni 2023 også ophævet lokalplan 108, SYDPORTEN, langs Søndre Ringvej i Vallensbæk, og de 66 naboer fik dermed ret i klagen med den begrundelse, at miljøvurderingen ikke var retvisende.
Igen var det kommunens mangelfulde hensyntagen til udbygningsprojekternes og lokalplan 108's indvirkning på trafikforholdene i hele Vallensbæk Strandområdet, der var udslagsgivende for ophævelsen.
Klagerne fik blandt andet medhold i, at:
For to måneder siden fik vi medhold i klagen over højhusbyggeriet langs Køge bugt motorvejen. lokalplan 112, Vallensbæk Byhave.
Det er dermed anden gang inden for to måneder, at vores klage får nævnet til at ophæve en lokalplan for en stor ny bebyggelse i kommunens såkaldte udbygning.
Dermed er projekter for ca. 750 lejligheder mm forkastet de sidste to måneder, hvilket må siges at være et bemærkelsesværdigt nederlag for de konservatives 'Vi-alene-vide' politik.
Afgørelsen bekræfter, at kommunens kommunikationen med borgerne lader meget tilbage at ønske.
De konservatives lovstridige udbygning mangler endvidere basal kvalitet, hvilket ses i de realiserede byggerier, der enten lider af byggesjusk i hidtil uset skala - eller åbenbart kun kan udlejes ved at lokke lejere til ved at tilbyde gavekort på 20.000 kr. og en måneds gratis husleje.
Det begynder at ligne en gentagelse af nabokommunernes fejltagelser, som de konservative burde have lært af.
VallensbækListen vil 'udvikling i stedet for afvikling', og vi vil have kvalitet frem for de konservatives golde kvantitet, som medfører store problemer.
10. juni 2023
I dag kan alle køre en tur langs Vejlegårdsvej og ved selvsyn konstatere, at de konservatives tvivlsomme ’udbygning’ med alt for tætte og høje betonbyggerier undergraver Vallensbæks sjæl.
De nye bebyggelser afvikler ’den grønne oase i det røde hav’. Vallensbæk bliver som nabokommunerne, fordi de konservative gentager deres fejl. Brøndby river deres højhuse ned, mens Vallensbæk vil bygge nye.
Kommunens udviklingspraksis kan kort beskrives som: Developerne får frit spil, mens der kun sporadisk tages hensyn til borgerne, kvarteret, trafikafviklingen og parkeringsforholdene - og det selvom områdets mange lokalplaner opererer med over 2.000 nye lejelejligheder og en kraftig øgning af indbyggertallet.
De konservative har end ikke vist vilje til at besigtige, hvorvidt byggerierne overholdt lovgivningen, før beboerne flyttede ind. Det var de mangelfulde brandsikringsforhold i Amalieparken og de ufærdige bygninger i Emiliehaven skræmmende eksempler på.
Heldigvis har vores klage fået Planklagenævnet til for anden gang at ophæve den lokalplan, der tillod et 14 etages højhusbyggeri med ca. 500 lejligheder, samt et privat ældreplejecenter, direkte langs Køge Bugt motorvejen.
Dette byggeri ville medføre skyggegener for naboerne samt sundhedsproblemer for beboerne i lejlighederne og ældrecentret. Der er
på den beliggenhed evidens for øget demenshyppighed samt en hel række sundhedsskader som følge af støj- og partikelforurening fra trafikken. De små partikler fra bremser, dækslid og motor vandrer fra lungerne til blodbanen og videre til organerne. Hos gravide kvinder sågar til livmoderen og fostret, med fatale konsekvenser. Disse problemer forsvinder ikke, selvom planen eventuelt overholdt planlovens minimumskrav, og det siger sig selv, at bebyggelsen var særdeles uhensigtsmæssig.
Imidlertid var det kvarterets kaotiske trafikforhold som følge af udbygningen langs Vejlegårdsvej, der fik Planklagenævnet til at ophæve lokalplan 112. Den forøgede trafik ville resultere i ’sammenbrud i alle vejkryds’, jf. kommunens egne dyrt betalte konsulentrapporter. Og fordi boligerne bygges helt ud til trafikken, umuliggøres forsvarlige forhold for gående, cykler og biler.
Og det bør bemærkes, at børneinstitutioner, skoler eller andet, der hører en moderne by til, ikke indgik i den mangelfulde byudvikling.
Vallensbæk leverer ’byudvikling’ af så tvivlsom kvalitet, at Planklagenævnet konkluderede, at kommunens miljøvurdering end ikke opfyldte minimumskravene.
I Vallensbæk bliver forholdene næppe bedre, før vi får et andet flertal.
Lokalplan 112 var en lettere ændret version af lokalplan 102, Vallensbæk Byhave, som vi i sin tid indbragte for Planklagenævnet, der i 2021 ophævede lokalplanen med tilhørende miljørapport.
Støttet af 112 beboere i området klagede Ruth Sloth Frederiksen igen over både planvedtagelsen og miljøvurderingen, nu i forbindelse med lokalplan 112, Egeskov Byhave.
Planklagenævnet har den 28.04.2023 meddelt os sin afgørelse:
»Planklagenævnet finder, at miljøvurderingen lider af en væsentlig retlig mangel, da miljøvurderingslovens minimumskrav ikke er opfyldt i forhold til trafikforhold.
Da miljøvurdering af et planforslag ifølge miljøvurderingslovens § 13 skal gennemføres inden den endelige vedtagelse af planen, ophæver Planklagenævnet tillige kommunens afgørelse om endelig vedtagelse af lokalplanen. Det betyder, at lokalplanen og miljøvurderingen ikke længere gælder.
Planklagenævnet konstaterer i øvrigt, at kommuneplantillæg nr. 2 til kommuneplan 2020-2032 lider af en væsentlig retlig mangel og derfor er ugyldigt.«
Det er med stor tilfredshed, at vi har modtaget Planklagenævnets afgørelse, og vi håber, at afgørelsen - der er endelig og ikke kan appelleres til anden administrativ myndighed – sætter punktum for højhus-byggeriet med over 500 lejligheder samt et ældreplejehjem, på den farlige beliggenhed, direkte langs Køge Bugt motorvejen.
21. april 2023
Igen i år har den borgerlige tænketank CEPOS og Berlingske (20.04.2023) offentliggjort en analyse af undervisningens effekt i de danske skoler.
Undersøgelsen analyserer undervisningens effekt og tager udgangspunkt i afgangskaraktererne for skoleåret 2021/2022, i modsætning til sidste år, hvor det var ’årskaraktererne’, hvorfor elevernes faglighed ikke blev testet ved en eksamen med en ekstern censor. Det giver skolens egen bedømmelse tungere vægt end normalt.
Undervisningens effekt beregnes som forskellen på det karaktergennemsnit, eleverne rent faktisk får, og det man skulle forvente på baggrund af deres socioøkonomiske baggrund, hvor der tages hensyn til forældrenes indkomst, uddannelsesniveau og etnicitet.
EGHOLMSKOLENS UNDERVISNING har LØFTET eleverne 0,5 karakter i forhold til det forventelige og ligger nr. 66 i Danmark, mens
PILEHAVESKOLENS og VALLENSBÆK SKOLES undervisning resulterer i, at eleverne ligger 0,2 karakter LAVERE end forventeligt og opnår en placering som nr. 973 i Danmark
GIDEONSKOLENS UNDERVISNING SÆNKER elevernes udbytte med 0,1 karakter og ligger NR 830
Undersøgelsen står i skærende kontrast til udmeldingen fra udvalgsformanden Ricky Van Overeem (K), Vallensbæks Kommunalbestyrelse, den 24.02.2023:
’Ligger Danmarks mest eftertragtede folkeskoler i Vallensbæk?... Der skal være plads til alle, og vi skal have Danmarks bedste folkeskoler i Vallensbæk’.
Det er en god målsætning, men vi må konstatere, at der er lang vej endnu.
30. marts 2023
I de større byer står lejerne ikke længere i kø for at flytte ind i de mange nye udlejningsejendomme. Antallet af tomme lejligheder er stigende, og pris og beliggenhed spiller en voksende rolle. Og ikke alt kan længere udlejes.
Det gælder også i Vallensbæk, hvor udlejningen af de mange nye lejligheder også er gået i gang. Det har det seneste år ført til, at befolkningstallet er steget med 543 personer fra 1. kvartal 2022 til 1. kvartal 2023.
Nettotilflytningen i perioden af personer med dansk baggrund har været på 43 personer, mens lejlighederne har været meget populære blandt indvandrere og efterkommere, der er øget med 500 personer, således at disse nu udgør 31,4 % af indbyggerne i Vallensbæk.
En søgning pr. 29.03.2023 viser, at der nu i Vallensbæk Strand er over 100 ledige lejligheder i de indflytningsklare nye byggerier.
I Kløverparken ved centret, der skulle være ældreboliger, er der eksempelvis 43 ledige lejemål ud af 68. Den billigste lejlighed på 74m2 (2 vær.) koster 11.500 kr. pr måned plus forbrug. Den dyreste på 114m2 (3 vær.) koster 14.700,- kr. pr. måned.
I Dagmarhaven langs S-banen og Vejlesvinget forventes lejlighederne indflytningsklare til maj og juni 2023. De billigste er til en husleje på 7.500 kr. pr. måned, men de er udlejede. De større lejligheder på op til 156 m2 (4 vær.) koster op til 20.500,- kr. pr. måned plus forbrug.
14. marts 2023
VallensbækListen afholder generalforsamling onsdag den 19. april 2023 kl. 19.30
Dagsorden i følge vedtægterne.
Mvh bestyrelsen
Ultimo februar 2023
Folketinget afsatte for nogen tid siden midler til at afbøde trafikstøjen langs statens veje i den såkaldte Infrastrukturaftale, der løber i perioden 2022-2035.
Ca. 600 mio. kr. skal gå til konkrete støjskærmsprojekter, og nu har Vejdirektoratet fordelt 270 mio. kr. til de første 6 projekter.
Vallensbæk har ikke fået penge til at dæmpe støjen langs Køge Bugt motorvejen, men i løbet af 2023 foreslås det, at blandt andet et støjskærmsprojekt ved Egeskovvej i Vallensbæk vil blive undersøgt, idet støjen her langt overstiger det tilladte.
Men mon ikke begrundelsen for, at projektet ikke blev tildelt penge, skal findes i det særprægede forhold, at situationen i Vallensbæk er 'omvendt': I Vallensbæk er det bygherren og kommunen, der opsøger støjproblemet ved bevidst at placere boligbyggeri langs motorvejen på arealer, der ikke før rummede støjfølsom anvendelse. Vallensbæks problemer er således selvforskyldte.
Samtidigt provokerer kommunen med følelsesladede beretninger om, hvor farligt trafikstøjen er. Det hænger jo ikke sammen. For med den viden, hvorfor vil man så placere store boligprojekter langs Køge Bugt motorvejen? Det må klinge hult i de bevilgende myndigheders øren.
Og hvorfor respekterer kommunen ikke Planklagenævnets klare ophævelse af lokalplan 102, der fastslog at et sådant projekt ikke kan overholde grænseværdien for trafikstøj og derfor er ulovligt? Der er for mange ting, som skriger til himlen i kommunens ’udbygningspolitik’, og som ikke er i borgernes interesse.
I hovedstadsområdet fik Rudersdal, Gentofte og Hvidovre penge til at etablere støjskærme på 4 til 6 meters højde. Skærmene forventes at dæmpe støjen med 3 til 6 dB. Det vil med andre ord sige, at det er bedre end ingenting, men næppe nok til at nedbringe støjniveauet til grænseværdien på 58 dB.
26. februar 2023
’Udbygningen’ og tilflytningen har i 2021 øget antallet af fattige børn.
Figuren nedenfor viser udviklingen i antallet af børn i fattige husstande i kommunerne. I de lyserøde kommuner
steg antallet af fattige børn. I Vallensbæk tilhører ca. 4% af alle børnene denne kategori.
I de mørke- og lyseblå kommuner faldt antallet af fattige børn i 2021, mens antallet var uændret i de grå kommuner.
Husstanden er fattig, hvis indkomsten i løbet af ét år er under halvdelen af medianindkomsten, og samtidig ikke har en formue i starten af året på mere end halvdelen af medianindkomsten.
Medianindkomsten er den midterste indkomst i indkomstfordelingen. Det vil sige, at der er nøjagtigt 50 procent, der har en indkomst, der er højere end medianindkomsten og nøjagtig 50 procent, der har en indkomst, der er lavere end medianindkomsten. Der benyttes den husstandsækvivalerede disponible indkomst, det vil sige indkomsten efter skat korrigeret for stordriftsfordele i familier med flere familiemedlemmer.
20. februar 2022
Flyttemønstrenes relative bidrag til den disponible indkomst:
Figuren viser hvor meget flyttemønstret har bidraget med i den gennemsnitlige disponible indkomst i kommunen i perioden 2011-2021
I Vallensbæk har flytningerne bidraget negativt.
6. februar 2023
Næsten 100 familier flyttede sidste sommer ind i ’Emiliehavens’ lejligheder ved Vejlegårdsvej. Men nu viser det sig, at byggeriet ikke er færdigmeldt og ejeren har ikke nogen ibrugtagningstilladelse. Det lyder jo som noget, som vi har hørt før.
Amalieparkens første afsnit på den anden side af gaden blev bygget for et dusin år siden. Der gjorde tilsvarende forhold sig gældende. Eksempelvis er det først nu, at brandsikringen bliver færdiggjort – efter at VallensbækListen gjorde opmærksom på de illegale forhold.
I Emilieparken er beboerne- som de fortæller på facebook, - desværre flyttet ind i ufærdige lejligheder, hvor der i enkelte lejligheder blandt andet er fundet skimmelsvamp, fordi byggeriet ikke var tørret ud. Der er vand i kælderen, elevatoren står under vand og kortslutter, når den skal bruges. Nedkørslen til P-kælderen har en forkert hældning, således at bilerne skraber bunden, hvorfor mange parkerer på gaden. Også i Emilieparken er brandsikkerheden endnu ikke godkendt.
Borgmesteren er ikke til megen hjælp – når det ikke drejer sig om ejerens interesser. Som almindelige borgerne har man bare underdanigt at ’glæde sig over, at vi bor i en kommune, hvor alt er det bedste af det bedste og borgerne de mest tilfredse i verden’ – og hvis nogen formår at sætte et spørgsmålstegn ved rigtigheden heraf, er de konservative mestre i hurtigt at betale et konsulentfirma for at lave en undersøgelse, der bekræfter borgmesterens glansbillede.
En mere retvisende skildring af forholdene findes på nærværende hjemmeside, se Økonomiske nøgletal for Vallensbæk (Åbner nyt faneblad)
VallensbækListen ved, at forholdene ikke bliver anderledes, så længe de konservative har flertal. Derfor er nye indbyggere velkomne, og vi opfordrer alle til at lære af erfaringerne - og huske læren ved næste valg…
6. februar 2023
Vallensbæk har ’udbygget’ voldsomt i de senere år, selvom velegnede byggegrunde har været en mangelvare. Jagten på flere skatteborgere har været vigtigere end borgernes velbefindende, og de konservative har udset sig de gamle erhvervsarealer, der på grund af forurening og beliggenheden tæt på larmende trafikårer som motorvejen og S-banen, var helt uegnede til boligbyggerier.
VallensbækListen har været imod, at disse arealer skulle udlægges til boligområder, fordi det, dels er veldokumenteret, at beboerne udsættes for sundhedsrisici, dels har kommunen altid haft for få arbejdspladser til at være en rigtig selvstændig kommune. Men som bekendt vender de konservative altid det døve øren til fakta, der ikke passer ind i deres kram.
Nu er der imidlertid kommet endnu et vægtigt argument for at undlade at bygge boliger på disse gamle erhvervsgrunde: Arealerne mistænkes for at være forurenede med evighedskemikalier, også kendt som PFAS, der er betegnelsen for en gruppe kemikalier med en række potentielt sundhedsskadelige effekter – ikke mindst for børn og unge.
Arealerne fremgår af de lister, som regionerne har udarbejdet over grunde, som de mistænker for at være forurenede med PFAS-kemikalier, og TV 2 har samlet listerne og offentliggjort adresser, hvor der er mistanke om, at der er PFAS i jorden, græsset og vandet.
Vallensbæk har desværre mange sådanne adresser. Hovedparten er koncentreret omkring erhvervsarealerne langs Vejlegårdsvej, netop hvor kommunens udbygning primært finder sted.
Se også: Tusindvis af adresser mistænkes for at være PFAS-forurenede
Se hele listen her (Åbner nyt faneblad)
Situationen er så alvorlig, at et lovforslag, der begrænser anvendelsen af mere end 10.000 PFAS-stoffer i EU, er blevet offentliggjort i Det Europæiske Kemikalieagentur, den 7. februar 2023.
Lovforslaget er indsendt af Danmark, Tyskland, Holland, Norge og Sverige.
Kilde: DR Nyheder (Åbner nyt faneblad)
18. november 2022
For 1½ år siden ophævede Planklagenævnet lokalplan 102, Vallensbæk Byhave.
Kommunalbestyrelsen forventes igen, den 23. november 2022, at vedtage lokalplanen i ny forklædning – nu hedder det Egeskov Byhave.
Kommunen har tilsyneladende ikke megen respekt for landets love, for borgernes sundhed, liv og velfærd eller for Planklagenævnets afgørelser.
Kommunalbestyrelsens ’udviklingsstrategi’: ”Det hele menneske i fremtidens boligby” viser sig igen at være tom snak og et falsk reklame-glansbillede:
Kommunalbestyrelsen insisterer på, at der skal opføres over 500 boliger samt et privat ældreplejecenter på et af landets absolut værste beliggenheder, direkte langs Køge Bugt motorvejen.
VallensbækListen opstod som reaktion mod lokalplan 102, og det er fortsat vores opfattelse, at såfremt et sådant uansvarligt projekt lovligt kan gennemføres, er der ikke længere noget, der hedder miljøgrænseværdier.
Derfor er vi sikre på, at vores medlemmer og naboer til lokalplanområdet vil gøre, hvad der skal til for igen at stoppe projektet.
Alle i Vejlegårdskvarteret og i landsbyen kommer til at lide under, at kommunen ikke har forberedt infrastrukturen i bred forstand til deres udbygningsplaner. Det gælder børneinstitutionerne, skolerne og det gælder ikke mindst trafikforholdene, der ikke kan undgå at blive kaotiske - for vejene, vejkrydsene og parkeringsforholdene har simpelthen ikke kapacitet til at klare ’udbygningen’, jf. kommunens egne undersøgelser.
Alle større vejkryds i Vallensbæk Strandområdet vil blive overbelastede både morgen og aften og vil medføre sammenbrud og kaotiske forhold, risiko for flere ulykker etc.
Nye beboere er jo også afhængige af at pendle til arbejde, hvilket betyder at de nye beboere skal på motorvejen for at kunne betale huslejen.
Og eksempelvis må flere tusinde af beboerne i de nye bebyggelser i Vejlegårdskvarteret KØRE AD VEJENE OMKRING ELLER GENNEM LANDSBYEN for at komme på motorvejene, fordi Vejlegårdsvej ikke selv har adgang til hverken Holbæk eller Køge Bugt motorvejen.
DERFOR - STØT KLAGEN OVER LOKALPLAN 112
20. september 2022
Vi ægte konservative må sande, at politik er fyldt med utaknemmelige brokkehoveder. Tag nu for eksempel den familie i Vallensbæk landsby, der søgte og fik en dispensation i forhold til den gældende lokalplan.
Vi har jo Danmarks hurtigste byggesagsbehandling, så dispensationen blev givet af politikerne uden de bureaukratiske undersøgelser, som reglerne ellers foreskriver.
Den nævnte familie burde selvfølgelig kunne forstå, at den skriftlige dispensation måtte trækkes tilbage, når nogle af vores højagtede borgere og medlemmer synes, at dispensationen konfliktede med deres interesser. At forvaltningen advarede om, at det ville være ansvarspådragende at løbe fra et skriftligt tilsagn, betyder ikke noget. De er jo ikke enevældige politikere– hvor dum kan man være!
At familien havde den uforskammethed at kræve, at deres store økonomiske tab skulle dækkes af kommunen, bare fordi politikerne har brudt et skriftligt løfte, er helt uhyrligt. Det er intet mindre end en grænseløs frækhed!
Og familien stoppede ikke engang her, men gik til byretten og krævede en stor erstatning af kommunen. De har slet ikke forstået, at vi konservative i Vallensbæk udgør både den udøvende, lovgivende og dømmende magt og derfor ikke har brug for indblanding udefra. Det er vi slet ikke vant til - sådan gør vi ikke her!
Vi er endnu ikke kommet os over, at retten i Glostrup gav familien ret! Vi
konservative anser det for helt utilstedeligt, at en domstol har dristet sig til at
dømme Vallensbæk kommune til at betale en stor erstatning til borgere, der
simpelthen bare ikke vil kende deres plads!
Men heldigvis har vi skatteborgerne til at betale for de ulykker, som vores politikere forvolder. Hvor der handles, der spildes, som vi plejer at sige.
Men verden står ikke mere, for nu drister de nyttige idioter i oppositionen sig til at forlange, at vores magtfuldkomne og enerådende flertalsmedlemmer af kommunalbestyrelsen selv skal betale for deres ulovligheder, selvom vi har tradition for, at skatteborgerne betaler dummebøderne. Hvad har vi ellers skatteborgerne til? Oppositionen har indbragt deres forlangende for Ankestyrelsen. Det er slet ikke god tone!
Nu må vi sætte vores lid til Ankestyrelsen, som vi er overbeviste om vil bifalde tilsidesættelsen af moral, etik og retsstatens almindelige principper. Vi har jo lagt al vores energi i at oparbejde præcedens for vores politikeres enevælde, således de kunne agere uden ordentlighed og redelighed. For hvor er vi henne, hvis hensynet til borgernes rettigheder ikke skal vige til fordel for enevældens håndhævelse!
Borgerne har jo altid, underdanige og uden at klynke fundet sig i, at vores politikere løber fra deres løfter. Det manglede da også bare - alt andet er helt urimeligt, ja nærmest en skandale! VI ALENE VIDE …«
Satiricus Criticus
8. september 2022
Stat og kommuner står i en alvorlig situation, hvor det er mere end svært at rekruttere velfærdsmedarbejdere som eksempelvis sosu’er, pædagoger, sygeplejerske med flere. De søger væk fordi de er blevet maltrakteret i en årrække som følge af for få ansatte i forhold til opgaverne, stress og træthed efter en lang Coronaperiode.
Men det afholder ikke de konservative fra at gå til valg på at give topskattelettelser på 18 mia. kr., som foreslås finansieret ved at de ovennævnte grupper skal løbe endnu hurtigere. Forslaget vil medføre 30-40.000 færre offentligt ansatte.
De Konservative vil indføre såkaldte produktivitetskrav i den offentlige sektor på 0,4 pct. om året. Det vil betyde, at daginstitutioner, social- og ældreområdet, sundhed samt uddannelses- og undervisningsområdet skal finde årlige besparelser på 0,4 pct. Det er den såkaldte salami-metode, som har udsultet offentlige institutioner som hospitaler, undervisningssektoren og museerne.
Man skal ikke være spåmand for at forudse, at forslaget ville føre til arbejdsnedlæggelser og kaos på de i forvejen hårdt trængte områder.
At lave besparelser gennem ’effektiviseringer’ afprøvede de tidligere borgerlige regeringer også på SKAT med katastrofale resultater. Tænk blot på udbytteskatte-skandalen, ejendomsvurderingerne og den manglende inddrivelse af offentlig gæld, som har kostet staten flere hundrede mia. kr. Altså en indiskutabel negativ gevinst.
Store konsekvenser for kommunerne
I kommunerne mener Det Konservative Folkeparti helt udokumenteret, at der let kan spares 8,5 mia. kr. som straks skal gå til at nedsætte topskatten til gavn for det indkomstlag, der ligger over sosu’erne, pædagogerne og sygeplejerskerne.
Indenrigsministeriet har udarbejdet en analyse over de billigst administrerede kommuner, og de konservative mener: ’Alle kommuner skal bare administreres som de 10 dygtigste kommuner’. Så nemt er det i den konservative fantasiverden!
Men kommunerne er jo ikke ens, de har vidt forskellige indbyggere, der langt fra har samme problemer.
’I praksis er det ikke realistisk’, siger professor Kurt Houlberg fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter, Vive, og ’det er også bekymrende, at fokus kommer til at ligge på besparelser frem for forbedringer’. (https://www.dr.dk/nyheder/politik/alle-kommuner-skal-bare-vaere-lige-saa-dygtige-som-de-ti-bedste-siger-pape-men)
Paradoksalt nok har ingen af de konservative kommuner været så ’dygtige’, at de ligger i top-10. Det gjorde Viborg kommune heller ikke, da Pape selv var borgmester der. Også Vallensbæk ligger langt fra top-10, så Vallensbæk rammes hårdt, hvis den konservative spareplan slår til!
Forslaget er tankeløst og antager nærmest komiske dimensioner i den aktuelle økonomiske konjunktur med høj inflation, som yderligere udhuler lønnen!
Men det er en politik, som vi alt for godt kender i Vallensbæk, hvor borgmesteren eksempelvis gjorde sig herostatisk berygtet ved at udtale, at kan man ikke lide lugten i bageriet, må man rejse, da han ikke ville give lærerne en lokalaftale.
Det er også karakteristisk, at Vallensbæk igangsætter byggerier med flere hundrede lejligheder uden at sikre, at der er ledige pladser i børneinstitutioner og skoler, og vi derfor kan forudse sammenbrud og kaos.
Det er en politik der viser, at de konservative altid prioriterer kvantitet frem for kvalitet, hvilket også kommer til udtryk ved, at Vallensbæk både har den højeste skatteprocent i lokalområdet og samtidigt bruger færrest penge på alle velfærdsområder (hvilket i sig selv er et paradoks), men denne ’kvantitative misforståelse’ vil bevirke, at den konservative ’medicin’ vil ramme Vallensbæk hårdt.
Det er tilsvarende værd at bemærke, at det konservative forslag især truer de små kommuners eksistens og selvstændighed.
20. august 2022
Er sandheden ved at indhente de konservative
Borgmester Rasmussen har set sig nødsaget til at søge penge fra en pulje til særligt vanskeligt stillede kommuner, fremgår det af Berlingske 19.08.2022.
Hvad der har drevet ham til at søge midler fra en pulje for særligt vanskeligt stillede kommuner, kan vi kun gisne om, men borgmesterens troværdighed lider skade, både hvis han forsøger at ’stjæle’ penge fra fattige kommuner på Lolland, som puljen sigter mod, og såfremt Vallensbæks økonomi ikke levet op til det glansbillede, som de konservative omgiver sig med.
For i stort set alle artikler om Vallensbæk fremhæver borgmesteren altid, at vi har de bedste skoler, er den mest erhvervsvenlige kommune, har kortest ventetid på en byggetilladelse og i det hele taget præsenterer de konservative Vallensbæk som en effektiv og veldrevet kommune, sågar som et flagskib, som andre kommuner er misundelige på. Men er facaden ved at krakelere?
Vækst har vi rigeligt af i Danmarks arealmæssigt anden mindste kommune – for kvantitativ vækst er dét, der skal til i den konservative selvforståelse. Vi må forstå, at lykken er flere udlejningsboliger, så vi kan få flere skatteindtægter.
Fortrængt er de ulykkelige erfaringer med den strategi i nabokommunerne, som vist kun er misundelige på os, fordi vi ikke for 50 år siden faldt for den kvantitative misforståelse.
Men måske skal ansøgningen forstås således, at de konservative nu erkender, at byggeriet af de mange etageboliger repræsenterer helt ukontrollabel vækst, der fører os ud over den økonomiske afgrund, siden det er nødvendigt at søge 20 mio. kr. fra nævnte pulje?
For de konservative havde tilsyneladende 'glemt' eller ignoreret, at de kommende borgere i de nye lejligheder også skal have service, blandt andet i form af børneinstitutioner og skoler. Hvor er der plads til byggeri af disse institutioner – og har kommunen overhovedet ledige arealer tilbage? Glansbilledet er vist ved at krakelere.
30.08.2022 - Opdateret:
Vallensbæk fik afslag på ansøgningen om tilskud, men fik dispensation til at låne 8 mio. kr. i 2023.
31. juli 2022
Så skete det vi længe havde frygtet, en konkurs har ramt byggeriet ved S-banen \ Vejlesvinget hvor entreprenør Adsbøll har begæret sig selv konkurs.
Det er nu spørgsmålet om byggeriet får lov at stå som en ufærdig ruin, en skamstøtte over en hasarderet udbygningspolitik, eller der kan findes en investor, der tør løbe risikoen på ’Vallensbæks Skyggefulde Baggårde’, som byggeriet vel burde hedde?
Det er nu blevet trange tider for boligbyggeriet, hvor omkostningerne er eksploderet, og den resulterende lavine har ikke nået bunden endnu.
Udviklingen har i et stykke tid lignet situationen omkring finanskrisen i 2008, hvor Vallensbæk blev hårdt ramt.
Lokalplanforslag 112, højhusbebyggelsen Egeskov Byhave ved Køge bugt motorvejen
En ulykke kommer sjældent alene, for minsandten om kommunalbestyrelsen ikke har genfremsat det lokalplanforslag, der blev ophævet i 2021 af Planklagenævnet. At ville bygge 520 lejligheder langs Køge Bugt motorvejen repræsenterede en overtrædelse af Planloven, fordi byggegrunden var uegnet til støjfølsom anvendelse. Og det har ikke ændret sig. Måske bortset fra, at trafikken og forureningen er steget efter Corona nedlukningen.
Det skal tilføjes, at forureningen ikke reduceres, selvom antallet af el-biler øges. De støjer som benzinbiler, på grund af dækstøjen og afgiver tilsvarende partikelforurening fra bremser og dækslid.
For nyligt har de landsdækkende medier beskrevet, at forskningen nu viser, at trafikstøj også er skadelig ved meget lavere værdier end grænseværdien på de 58 dB(A). Støjen giver dårligere søvn og øger blodets indhold af stresshormoner. Forskerne har dokumenteret, at det over tid er årsag til allehånde helbredsproblemer og medfører mange hundrede alt for tidlige dødsfald. Mere alvorligt kan det jo ikke blive!
Og dog. Lægeforskere har nu både i udlandet og i Danmark påvist, at partikelforureningen langs stærkt trafikerede veje kan vandre fra luftvejene til fosterkagen hos gravide kvinder. Forskerne har endog påvist nanopartiklerne indenfor fosterhinden og i selve fosteret med meget skadelige konsekvenser.
Støjen og partikelforureningen kan ikke trylles væk med en smart facadeløsning og lignende bedrag. Beboerne skal jo trække vejret både inde og ude.
Vallensbæk bliver et dårligere lokalsamfund med en så tvivlsom byudvikling.
Derfor, giv din mening tilkende om lokalplanforslag 112 i et ’høringssvar’ inden 19.08.2022 til Vallensbæk kommune
30. juni 2022
De Konservative i Vallensbæk vil åbenbart ikke acceptere, at Planklagenævnet annullerede lokalplan 102! De har netop sendt et nyt lokalplansforslag (nr. 112) i høring her i sommerferieperioden under navnet ’Egeskov byhave’.
Udover navnet er der ændret meget lidt i forhold til lokalplan 102. Nu gives der mulighed for byfortætning med blandede byfunktioner som består af boliger (63,5%), plejecenter (7%) seniorboliger (6,5%) og erhverv (kun 4,9%). Resten består af p-hus og lagerhotel.
Derudover bliver der en anelse længere afstand til motorvejen, idet Egeskovvej bliver rykket til modsatte side af byggefeltet, som dermed muliggør byggeri helt frem til vejskel ved den nuværende Egeskovvej. At det så skaber øget trafik langs selve bebyggelsen på Rosenfeldtvej fordi eneste ind/udkørsel derfra bliver via Vejlegårdsparken, er åbenbart en mindre vigtig detalje.
Den nye Egeskovvej kommer til at få udkørsel til Vejlegårdsvej tæt på motorvejsbroen med 12 bropiller, hvorfor der vil være meget ringe udsyn til færdslen fra nord / Albertslund.
Trafiksikkerhedsmæssigt er det helt uforsvarligt.
Af andre mindre vigtige detaljer er tilsyneladende også :
Trafikstøjen og luftforureningen er uformindsket og er måske endda steget, fordi trafikmængden her efter Corona-perioden er steget.
Det hjælper ikke at flytte bebyggelsen få meter bort fra motorvejen, fordi Køge Bugt motorvejen som bekendt er hævet mere end en etage over terræn.
Der er planlagt 234 p-pladser mellem motorvejen og bebyggelsen, men staten har en servitut for motorvejen, som hvis den på et tidspunkt skal udvides, så har de krav på en stor del af p-arealet.
Hvor skal bebyggelsen så finde erstatnings P-pladser?
Også med dette lokalplansforslag er de Konservative ligeglad med skyggepåvirkningerne på eksisterende bebyggelser, og der planlægges stadig med 2 bygninger på 14 etager/47 meter, som vil frembringe gigantiske skygger en stor del af året.
Vi vil derfor kraftig opfordre alle interesserede borgere til at gøre indsigelse mod dette lokalplansforslag!
30. maj 2022
I 2021 trådte et nyt udligningssystem i kraft, og Danmarks Statistik har i en analyse set på udligningsreformens konsekvenser for kommunerne.
Under valgkampen hævdede de konservative gang på gang, at reformen kostede Vallensbæk 29 mio. kr., mens VallensbækListen fastholdt, at Vallensbæk ikke havde merudgifter som følge af Udligningsreformen, tværtimod.
Som det fremgår af viste fig. 5 havde kun 7 kommuner nettoudgifter på kontoen for ’tilskud og udligning’ i 2021. Vallensbæk var ikke en af dem.
De konservatives ’udbygningspolitik’ betød i 2021, at Vallensbæk var en af de kommuner, der i forhold til landsgennemsnittet havde den største stigning i modtagelsen af ’tilskud og udligning’, som følge af reformen.
VallensbækListen’s udtalelser i valgkampen holdt stik. For os er ’god tone’ at sige sandheden!
3. marts 2022
VallensbækListen holder generalforsamling onsdag den 6. april 2022.
Dagsorden i følge vedtægterne.
Mvh bestyrelsen
23. februar 2022
Godt at borgmester Henrik Rasmussen har udtrykt bekymring for dumpningen af to millioner tons slam i Køge Bugt i forbindelse med anlæggelsen af Københavns nye kunstige halvø, Lynetteholm - sammen med de øvrige borgmestre langs Køge Bugt.
Og det er rigtigt, at der ikke er åbenhed omkring miljøkonsekvenserne af de mange planer, inklusive udvidelsen af Avedøre Holme. Christiansborg og København betragter Vestegnen som hovedstadens skraldespand.
Umiddelbart er det uforståeligt, at Hvidovres SF-borgmester arbejder videre med Avedøre-projektet vel vidende, at dets påvirkning ikke er belyst i en helhedsplan for regionen, og uden at de berørte nabokommuner er involveret.
Men Henrik Rasmussens udtalelser lider under, at det er omkostningsfrit at angribe ’andre’, mens hans egen miljøinteresse er nærmest fraværende i Vallensbæk. Her konkluderer kommunen altid i forbindelse med ’udbygningsplanerne’, at der slet ikke er behov for en miljøundersøgelse. Vi har gang på gang oplevet, at developerne får frie hænder, og kommunens interesse for miljøet har været fraværende.
Det er gentagne gange blevet bekræftet af Planklagenævnet, som har ophævet kommunens miljøscreeningsafgørelse i forbindelse med Vallensbæk Byhave, hvor hele lokalplan 102 også blev ophævet. Placeringen af de over 500 lejligheder langs Køge Bugt motorvejen var ikke miljømæssigt forsvarligt.
Og vi har lige oplevet det igen: Vi klagede til Planklagenævnet over kommunens miljøscreeningsafgørelse i forbindelse med lokalplanforslag 108, Sydporten. Planklagenævnet har netop ophævet denne afgørelse.
Tilsvarende ser vi den manglende miljøinteresse i forbindelse med den aktuelle grundvandsoppumpning ved Carolines Have vest for Vejlegårdsvej, hvor det ikke er miljøet, men bygherrens økonomiske interesse, der tilgodeses, mens borgerne hverken er blevet hørt eller orienteret.
Paradoksalt nok har EL og SF i Vallensbæk ikke vist interesse for disse projekter. Det havde ellers været interessant at høre deres mening om både boligprojekterne i Vallensbæk og situationen i Køge Bugt.
17. januar 2022:
Planklagenævnet har netop OPHÆVET Vallensbæk kommunens afgørelse om, at der ikke skulle udarbejdes en miljøundersøgelse i forbindelse med planen for SYDPORTEN..
Vallensbæk når i deres miljøscreening altid frem til, at der ”ikke er behov for en egentlig miljøundersøgelse”. Den konklusion drog kommunen også for over et år siden i forbindelse med lokalplanforslaget til Sydporten.
Vi mente imidlertid, at et sådant projekt ikke kunne undgå at påvirke trafikforholdene i krydset Bækkeskovvej / Sdr. Ringvej samt i det bagved liggende område, som også er skolevej til Egholmskolen.
Derfor indbragte vi afgørelsen for Planklagenævnet, som nu har givet os ret og har ophævet kommunens afgørelse!
Modstanden mod Sydporten er imidlertid ikke slut. Kommunen vil udarbejde et nyt og større lokalplanforslag, der inkluderer arealet ved broen over Sdr. Ringvej, således at der bliver plads til endnu flere boliger.
Og med Planklagenævnets aktuelle afgørelse, skal der dermed også udarbejdes en ny miljøscreening.
17. november 2021:
Ved kommunevalget den 16. november 2021 blev VallensbækListen den 4. største liste af de 8 opstillede lister, men vi kom ikke ind.
Og desværre består det konservative flertal forsat, hvilket betyder, at også problemerne i kommunen består.
Derfor forsætter vi arbejdet med at etablere et nyt flertal, der vil føre en anden politik -ikke mindst med henblik på at skabe mere bykvalitet i kommunens byudvikling.
Vi vil derfor forsat deltage i den lokale debat, når der er behov for det, i forbindelse med den problematiske byudvikling og de perspektivløse lokalplanforslag.
Og vi vil holde et vågent øje med forholdene i børneinstitutionerne, skolerne og på ældreområdet.