1. ’Udbygningen’ med op mod 2500 nye boliger langs Vejlegårdsvej var ikke lovmedholdelig. Det viste klagerne, som vi hjalp borgerne med - og som planklagenævnet ophævede. Det drejede sig om lokalplanerne 102 og 112 (’Byhaven’ = højhusbebyggelsen langs Køge Bugt motorvejen), og det blev også resultatet for lokalplan 108,’Sydporten’, endda to gange.
Kommunen mente, at udbygningsprogrammet kunne realiseres uden at infrastrukturen, trafik- og parkeringsforholdene blev ændret, endsige forbedret.
Politikerne gik endog imod de trafik-kapacitetsanalyser, som kommunen havde betalt COWI for at udarbejde. Her stod, at ’udbygningen’ ville resultere i trafiksammenbrud og kaos i stort set alle kryds i strandområdet.
Men de konservative politikere ignorerede fagkompetencen og stemte planerne igennem ud fra devisen: ’Går den, så går den’ – for det plejede jo at gå. Men det gik ikke, som det plejede, for vi fik ret – hele 6 gange, inklusive kommunens anmodninger om genoptagelse.
Planklagenævnet er borgernes værn mod en kommune, der enten ikke evner eller vil overholde Planloven og Miljøvurderingsloven, men varetager grundejeres og developernes interesser i stedet for borgernes. Og der skal meget til for, at borgerne får medhold.
Eksempelvis at kommunen ’glemmer’, at lokalplanernes beskrivelser skal være retvisende og sagligt velfunderede, hvilket jo er en forudsætning for, at borgerne kan inddrages i planlægningen på en meningsfuld måde,
Ifølge Planlovens § 1 pkt. 6, der fastslår, at offentligheden i videst muligt omfang skal inddrages i planlægningsarbejdet.
Planklagenævnets sanktion overfor den ’lovbrydende’ kommune er ophævelse af lokalplanen. Men den vigtigste ’straf’ er nok de konservatives storte prestigetab overfor borgerne, som igen skal betale for politikernes inkompetence.
Kommunens enevældige og hovmodige praksis er sågar tydelig i kommunens anmodning af 25. august 2023 til Planklagenævnet - om genoptagelse af sagsbehandlingen af lokalplan 108. Her skriver kommunaldirektøren:
Men det var ikke klogt at beskylde en højerestående klageinstans for at begå grove sagsbehandlingsfejl og for at blande sig i kommunens råderum – uden at kunne bevise disse anklager. Det er at bede om at få et rap over fingrene. Og det fik kommunen.
Oveni klagede de konservative deres nød til ministeren, men lige lidt hjalp det. (fortsættes nedenfor)
2. Kommunens særprægede holdning til borgernes deltagelse i planprocessen fremgår af kommunaldirektørens kommentar hertil i genoptagelses-anmodningen:
Det rører ikke det politiske flertal, at borgerne føler sig snydt og ’ikke hørt’ i planprocessen. Det, som åbenbart betyder mest for kommunen, er tabet at troværdighed over for projektmagerne, for Vallensbæk holder ikke deres del af aftalen med dem, når kommunen ikke præsterer en lovlig lokalplan, på grund af borgernes klager.
Kommunen har været vant til, at det var tilstrækkeligt, at borgernes inddragelse var begrænset til det absolut minimale: at gøre ’forgæves’ indsigelse i høringsfasen.
Vallensbæk Kommune er derfor vred over og ikke vant til, at borgerne klager og får ret. Og kommunen har svært ved at finde sig i demokratiske forhold.
De konservative har hidtil vendt det døve øre til over for alle de forhold , som vi har fremdraget, og de er tydeligvis villige til at gå meget langt for at bevare magten og adgangen til de mange betalte kommunale ’poster’. Men med kommunens mange nederlag er det nu bevist, at vi havde loven på vores side.
Men det kan undre, at en kommunaldirektør - med en årsløn på langt over en mio. kr. - sender en vankundig anmodning, der rammer helt uden for skiven til Planklagenævnets juridiske specialister.
Det er enten udtryk for manglende forståelse for fagområdet og det komplicerede lovstof, eller et udtryk for, at Vallensbæk mener sig hævet over nævnet, hvis hjemmel faktisk er fastsat i egen lov.
Men det mest foruroligende er, at det ikke bekymrer hende, at de ophævede lokalplaner ikke var lovmedholdelige.
Kommunaldirektørens skrivelse kan kun ses som endnu et udtryk for, at de konservative i mere end 50 år har været vant til at skalte og valte med kommunen som deres private ejendom – og det i en sådan grad, at de selv har defineret, hvad der var lov og ret i Vallensbæk.
VallensbækListen mener selvfølgelig, at lovene også skal gælde i Vallensbæk. Og det har vi og Planklagenævnet heldigvis gennemtrumfet, men vi mangler desværre stadig at se, at de konservative i Vallensblæk fuldt ud respekterer nævnets afgørelser, og lever op til hensigten med lovene. (fortsættes nedenfor)
3. Årsagen til den dårlige byplanlægning i Vallensbæk skal hovedsagelig findes i det forhold, at de konservative typisk overlader ’udbygningen’ til grundejeren og developere, der får lov at skitsere en lokalplan for et boligprojekt, som maksimerer deres egen gevinst (flere etager, højere tæthed) på det lille frimærke af et grundareal– før opposition og borgene involveres. Og det er vigtigt at notere sig, at ingen af udbygningsprojekterne har været et ønske fra borgerne, tværtimod.
Hvad der ligger udenom og mellem projekterne (infrastrukturen og sammenhængskraften) har hverken interesseret developerne eller de konservative. Og det bliver kun værre af, at den overordnede kommuneplan altid rettes ind efter lokalplanerne. Det bærer byplanlægningen præg af, hvilket kommer til udtryk ved, at nogle kvarterer stadig mangler fortove og ordentlige trafikforhold.
Kommunen som helhed mangler fortsat de fleste byfunktioner samt noget så basalt som boliger til unge og ældre, boliger som de kan betale.
En kommune uden de almindeligste byfunktioner kan ikke dække egne borgeres behov og kan i længden ikke bevare sin selvstændighed.
Vi har kun mødt borgere, der var glade for, at vi fik stoppet byggeriet af de ca. 750 boliger med dårlig beliggenhed. Vallensbæk kan i længden kun overleve som selvstændig kommune, hvis der satses på mere bykvalitet i stedet for udelukkende ’flere indbyggere’.
Endvidere anfører kommunaldirektøren i anmodningen til Planklagenævnet:
Kommunaldirektøren og de konservative mener åbenbart, at dette forhold berettiger, at kommunen gennemfører dårlige løsninger over for borgerne, men hun glemmer, at disse dårlige løsninger skal være korrekt belyst i miljørapporten, og selv sådanne dårlige løsninger skal være lovlige.
Det indebærer blandt andet, at miljøvurderingens kvantitative angivelser og analyser skal være retvisende, for lokalplaner må eksempelvis ikke i sig selv, og heller ikke i deres sammenhæng, bidrage til en påregnelig øget sundhedsfare, eksempelvis for trafikulykker. Her halter Vallensbæks byudvikling gevaldigt, for hele den planjustering, der skulle sikre den bymæssige sammenhæng, mangler.
Kommunen består stadig af 3 på alle måder adskilte bydele, Nordmarken, Landsbyen og Strandområdet, hvilket betyder, at Vallensbæk slet ikke hænger sammen som by.
I kommunen er der kun to forbindelsesveje mellem nord og syd. Derfor bliver udbygningens trafikløsninger meget vigtige. Men i kommunens øjne er det ikke betydningsfuldt, at udbygningen langs Vejlegårdsvej skaber kaotiske trafikforhold, som endog får COWI til at anbefale at ensrette trafikken på Vejlegårdsvej i deres trafikkapacitetsanalyse, hvilket reducerer de 2 forbindelsesveje til 1½. Kommunens miljørapport ignorerer imidlertid helt denne problematik. (fortsættes nedenfor)
4. Trafiksammenbrud morgen og aften
Og kommunaldirektøren gør i anmodningsskrivelsen til Planklagenævnet meget ud af, at de konservative har valgt Vallensbæk Torvevej som hovedforbindelsesvej mellem Strandområdet og Nordmarken.
Men det løser ikke problemet, for kommunen tillod i sin tid centrets developer at bygge bycentret ud i Vallensbæk Torvevej, som blev reduceret fra 4 til 2 spor. Det har lige siden resulteret i trafiksammenbrud morgen og aften langs centret til stor frustration og gene for borgerne, der skal til motorvejene, fordi de er nødt til at køre i bil til og fra arbejde, uddannelse, kulturtilbud og indkøbsmuligheder - for der er jo underskud af alle disse byfunktioner i kommunen.
Med Vejlegårdsvej i kaos, måske ensrettet, Torvevej tilstoppet ved centret, samt Sdr. Ringvej indsnævret til kun to spor og hastigheds-nedreguleret til 50 km/t på grund af Letbanen, der skifter side to gange, vil der være tilstande, hvor trafikken går i hårdknude, og borgerne slet ikke kan komme frem mellem Stranden og Nordmarken.
Det er planlægning, der skaber problemer i stedet for at løse dem, og planlægning af en så uacceptabel kvalitet, at den næppe findes tilsvarende i hele kongeriget.
Letbanen
Endnu et eksempel på den nedsmeltning, der præger planlægningen i kommunen, er de konservatives beslutninger i forbindelse med anlæggelsen af Letbanen. Lokalpolitikerne havde en enestående chance for at samle Strandområdet i stedet for at opretholde Ring 3’s gamle vejbarriere, der adskilte bydelene og beboerne. Men nej, de konservative forlangte, at barrieren skulle opretholdes og at R3 stadig skulle ligne en vej i et industrikvarter, og det selvom de fleste store boligbebyggelser netop ligger langs Sdr. Ringvej.
Og som om det ikke var nok, besluttede de, at Letbanen skal skifte side hele 2 gange. Værst er det i krydset ved Vejlegårdsvej, hvor de mange kryds i krydset næppe kan undgå at skabe trafiksammenbrud og alvorlige trafikulykker, ligesom det desværre er set i Aarhus.
5. Danske familier flytter
Borgmesteren og de konservative lovede vælgerne før 2021-valget, at deres udbygning ville skaffe flere ’ressourcestærke tilflyttere’ til Vallensbæk. Men det ser ikke ud til at være tilfældet, for danske familier er begyndt at fraflytte kommunen.
Som det ses af grafen, er antallet af ’gammeldanske’ indbyggerne i Vallensbæk faldet, og Vallensbæk er i dag i top-5 over kommuner i Danmark, hvor andelen af danske indbyggere er lavest. Denne udvikling kan ikke undgå at påvirke daginstitutioner, skoler, kultur- og foreningslivet- samt udbuddet af de sparsomme forretninger.
Også borgmesteren beklager nu, at udgifterne til ’de specialiserede socialområder’ med videre er eksploderet.
Med de konservatives enevælde forsvinder det Vallensbæk, som vi kender.
Kun ved at satse på bykvalitet er det muligt også at tiltrække tilflyttere, der går op i at bidrage til en kvalitativ udvikling. Det hjælper imidlertid ikke på tilflytningen, at Vallensbæk nu har den højeste kommuneskat på Vestegnen, og samtidigt på alle områder færrest midler pr. indbygger til børneinstitutioner, skoler og ældreservice samt i det hele taget til service overfor borgerne.
Men det er vigtigt at pointere, at ’ulykkerne’ ikke er tilflytternes skyld. Problemet er de konservatives hovedløse udbygningspolitik, der viser, at de intet har lært af nabokommunernes fejltagelser, hvilket søges skjult ved hjælp af den ensidige konservative propaganda, der fordrejer virkeligheden og bortcensurerer andre meninger end borgmesterens.
Kommunen formidler kun det konservative glansbillede, hvor nederlagene og den negative udvikling forties. I Vallensbæk går det altid godt, så godt at børneinstitutionerne, skolerne med videre altid er ’blandt de bedste i landet’ og borgerne er altid glade og tilfredse.
kommunens kommunikation med borgerne er uordentlig og uredelig, og udgør en forhindring for demokratiet i Vallensbæk.
Desværre viser erfaringen, at vi ikke får demokratiske forhold i Vallensbæk før oppositionen enes om at vælte det udtjente konservative enevælde.
