Planprocessen svigter lovens formål

Planprocessen svigter lovens formål og er grundlæggende udemokratisk

Selvom Planlovens § 1 pkt. 6) tilsiger, at ”offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet”, og politikerne bedyrer, at de gerne vil have deltagelse og kritik, er det oftest ’designet blændværk’, fordi ’inddragelse’ ikke i sig selv giver indflydelse, som mange fagfolk har påvist i de mange studier, der påviser den udemokratiske inddragelsesproces. Lidt ligesom fodbold-supporteren sjældent har indflydelse på kampens udfald.

Planprocessen er problematisk - for kun hvis lokalpolitikerne går ind for en ægte demokratisk proces får borgerne indflydelse - fordi:

Beslutningsprocessen - i forhold til borgerinddragelsen - er indrettet sådan, at politikerne ikke behøver at lytte til borgerne.
Borgerne er ikke sikret retten til nogen som helst indflydelse på planlægningen.
Politikerne mener oftest, at borgernes ’inddragelse’ skal svare til at være tilskuer, og det giver ikke indflydelse.
Der er grundlæggende uenighed om, hvad ’demokrati’ indebærer.
Det repræsentative demokratis politikere mener sædvanligvis i praksis , at de suverænt bestemmer, og i dag har de i juridisk forstand ret til at vedtage planer, som går lodret imod borgernes ønsker og interesser.

Problemerne i den gældende planproces forværres yderligere af, at det ikke er muligt at klage over en plans hensigtsmæssighed til en højere administrativ myndighed - efter at en plan er endeligt vedtaget i kommunalbestyrelsen.
Klagenævnene må kun behandle juridiske forhold omkring planvedtagelsen.
Og hvad værre er – der er ingen overordnet koordinering af kommunernes planer. Det er navnlig et problem i hovedstadsområdet, hvor kommunerne er arealmæssigt små, men befolkningsmæssigt store og gensidigt er afhængige af hinanden.

Som det er i dag, inddrages borgerne først, når

det behov, der søges løst, er diskuteret, indkredset og defineret. Politikernes inddragelse af og kommunikation med borgerne i planprocessen springer den indledende og grundlæggende proces over, hvor man diskuterer og afgør, om byen overhovedet har behov for ’planen’ og dens indhold, om der er bedre alternativer samt diskuterer hvis interesser der tilgodeses og hvis ikke.
planen er skitseret og udarbejdet, og
et politisk flertal for planen har nikket ’ja’ til planen.

Sådan en kommune med enevælde-kultur er Vallensbæk

Det er udansk, at borgerne domineres af et lille flertal hen over hovedet på et stort mindretal. Dansk politik bygger på det brede samarbejde, og det bør også gælde i forhold til det lokale demokrati og den tilhørende planproces. Men i en kommune, hvor et parti i en årrække har haft flertal alene, er det muligt i teori og praksis, at en ’enevældig’ kommunalbestyrelse kan planlægge og disponere både mod kommunens egen interesse og mod store borgergruppers interesser, men til fordel for udvalgte kapitalgrupper og grundejere. Ligeledes kan et årelangt enevældigt flertal resultere i, at folk opgiver at få indflydelse, fordi borgerne hele tiden får beskeden: ”Fingrene væk, det her er vores bord”.

Indtil lokalplan 102’s højhusbyggeri langs Køge Bugt motorvejen blev ophævet, var det uset at binde an med at klage over en lokalplan til Planklagenævnet. Ingen havde haft succes med at gå op mod de konservative, som havde haft frie tøjler i et halvt århundrede. De konservative var vant til at gøre, som det passede dem.
Eksempelvis var det praksis i forhold til enhver lokalplan, at kommunen ikke lavede en miljøvurdering. De konservative og den svage opposition mente, at lokalplanerne ikke påvirkede det omgivende miljø, og det var irrelevant at spilde tid og penge på en miljøvurdering. Som regel blev begrundelsen herfor end ikke offentliggjort, hvilket loven faktisk krævede. Men sådan noget ’pjat’ brugte man ikke i Vallensbæk!

Demokratiet skal udvikles – ikke afvikles

For de konservative er folkestyret det samme som ’vi alene vide’ enevælde. Men folkestyre bør i dag indebære, at borgerne selv styrer deres foreninger, bevægelser, skoler og lokale institutioner, samt ikke mindst, at borgerne er med i og har indflydelse på udviklingen af kommunen.
Det forudsætter, at politikerne bidrager til, at der er en kerne af demokratiske værdier, der binder borgerne sammen, og det kræver, at borgerne har tillid til, at politikerne mener invitationen til inddragelse og indflydelse alvorlig. I så fald bliver politikernes vigtigste opgave at facilitere borgernes aktiviteter i nærdemokratiet.
For os i VallensbækListen er det ikke nok, at en vedtagelse eller en plan måske lige netop ’ikke er ulovlig’. Den skal først og fremmest være ordentlig og redelig. Det har de konservative haft svært ved at leve op til med deres ’går den – så går den’ praksis.

De konservative har kun ’overlevet’ ved at sælge kommunens jord, men nu er også det snart slut…

Betingelserne for at skabe inkluderende borgerinddragelse er:

At borgerinddragelsen ikke kun handler om at legitimere planen, som i dag, men om at afdække konfliktende interesser og finde acceptable løsninger på konflikterne.
At der bør arbejdes fasedelt, i starten ud fra ufærdige analyser og skitser, med midlertidige beslutninger – fra første til sidste fase.
At der for hver fase holdes dialogmøder mellem borgere, planlæggere, eksperter, kapitalinteresser og politikere, hvor behov, interesser, løsningsskitser samt alternative løsninger med videre diskuteres.
At planen bør kun vedtages, hvis konflikterne er løst og der er skabt grundlag for en meget bred opbakning.