Vallensbæk kommune har taget navn efter landsbyen Vallensbæk, der er opkaldt efter bækken, der løber gennem landsbyen og munder ud i Store Vejleå. Måske er bækken opkaldt efter jernalderbonden Vallentz, men det er uvist.
Vallensbæk landsby ligger ved Vejleådalen, der i sin tid var en fjord-arm fra Køge Bugt, men er en mose i dag. I 1860’erne blev den forsynet med afvandingskanaler og nærmest pumpet tør. Men i jernalderen kunne bønderne sejle i deres snekker fra Køge Bugt, via de brede åer til Roskilde fjord med de vigtige handelspladser og kongesædet i Lejre. Det var vigtigt at undgå sejladsen rundt om Nordsjælland, fordi de værste sørøvere holdt til der.
Tysk kort over vandvejene i Københavns amt, 1649. Nord opad. Kortet er ikke helt nøjagtigt. Vallensbæk er vist med en rød prik. Roskilde Fjord ses tv og København th.
I Vallensbæk mose, ’Brenten’, drev de enevældige konger i 17- 0g 1800-tallet jagt på ænder og gæs. Da byggeboomet kom i 1960’erne blev mosen brugt som losseplads. Først for et par årtier siden ændredes opfattelsen af mosen, og der kom opmærksomhed omkring det potentielt rekreative område, som stadig plages af trafikstøj langt over grænseværdien.
Der er flere rester af stenalderbopladser og i efteråret 2008 udgravede arkæologer fra Kroppedal en jernalderbebyggelse på kirkebakken vest for Vallensbæk kirke. Det er således sikkert, at der har boet mennesker langs fjord-armen langt tilbage i tiden, men op til moderne tid har Vallensbæk været tyndt befolket.
 |
Vallensbæks bondeland i 1786 - før udskiftningen. |
Den ældste bygning i kommunen er kirken fra 1150. Typisk for Køge Bugt området blev den opført af kridtsten. Desværre blev kirken meget hårdhændet restaureret i 1860’erne. Kirkens indre er udsmykket med kalkmalerier af Isefjordsværkstedet i 1400-tallet. Tårnet er fra 1500-tallets midte og våbenhuset er fra restaureringen i 1860’erne.
Det var nok samtidigt underforstået, at trafikplanlægningen, erhvervslokaliseringen samt den administrative inddeling efterhånden også skulle indarbejdes i Fingerplanen, men det fik politikkerne aldrig implementeret. Heller ikke i 1970 eller i 2007, hvor kommunalreformerne undlod at løse Storkøbenhavns problemer.
Indbyggerne i Vallensbæk ønskede begge gange, at Vallensbæks kommunegrænser ikke skulle ændres, hvilket betød, at kommunalbestyrelsen fik ansvaret for at løse problemerne med, at en lang og smal kommune som Vallensbæk strakte sig over to ’fingre’. En opgave som ikke er lykkedes: Landsbyen ligger midt i den grønne kile, hvilket forhindrede, at byudviklingen kunne tage udgangspunkt i landsbyens udbygning. Det relativt store grønne område mellem Nordmarken og Stranden kom til at adskille i stedet for at samle kommunen – og det retter en stor golfbane ikke op på.
Fingerplanen var oprindelig bygget op omkring S-togene ind til hovedbanegården. Der manglede i den grad forbindelser på tværs. Politikerne valgte at løse forstadsbefolkningens mobilitetsproblemer gennem at udbygge bilismen, og Vallensbæk fik hele 2 nye motorveje.
I 1960’erne igangsattes derfor byggerier både nord for den projekterede Holbæk motorvej og syd for Køge Bugt motorvejen. I dag er byggerierne tæt på motorvejene blevet en forbandelse for beboerne på grund af støjen og luftforureningen fra trafikken. Alligevel fortsætter kommunen i dag med sådanne byggerier, der ikke respekterer ønsket om lys, luft, fred og ro. Vallensbæk efterligner i dag den politik, som førte til de mange usælgelige boliger i vores nabokommuner og de deraf afledte problemer.
Som det ses af figuren ovenfor, eksploderede befolkningstallet efter 1960 og Vallensbæk kom til at bestå af 3 adskilte boligområder, der ikke hænger særlig godt sammen, og som hver især er for små til at være en ’egentlig selvstændig by’.
S-banen fik et stop i Vallensbæk Strand i 1972, og derfor satsedes på, at bycentret skulle opbygges omkring stationen. Vallensbæk Strand bydelen, der allerede havde startet byudvikling langs Gl. Køge Landevej, er blevet det største byområde med ca. 61 % af indbyggerne, mens Nordmarken har 36 % og landsbyen under 3 %.
De fleste bebyggelser er opført af private ’developere’, der har fået lov at skalte og valte, som det passede dem.
Herudover satsedes primært på parcelhusbyggeri, som ikke gjorde det muligt at skabe et rentabelt underlag for helt almindelige byfunktioner.
Vallensbæk har således stadig ikke de samme byfunktioner som en provinskøbstad af samme størrelse.
Værst ser det ud for de unge og ældste medborgere. Og kulturlivet eksisterer kun på grund af nabokommunernes aktiviteter.
Kommunen har udgivet 2 bøger, som primært forherliger den konservative kommunalbestyrelse: Peter Sorenius: Vallensbæk. Fra bondeland til planlagt by, 1996. Vallensbæk Kommune og Jens A. Petersen: Vallensbæk, 1977. Vallensbæk Kommune.
