September 2022
Ligesom det ’moderne’ landbrug har skabt monokulturer, er der siden 1960’erne skabt konforme monokulturer i forstæderne, tydeligst på Vestegnen. I landbruget er markerne med samme afgrøde blevet stadigt større, hvilket giver problemer med insektbestøvningen og diversiteten. På samme måde er forstæderne præget af udstrakte boligområder uden arbejdspladser og de mest almindelige byfunktioner. Det har resulteret i manglende byliv. Det er derfor de kaldes sovebyer.
Og ligesom landbrugets monokultur på sigt slår over i sin modsætning med ringere udbytte, betyder de manglende aktiviteter i sovebyen, at det ikke er muligt at skabe det produktive byliv, der gør livet lettere og mere udviklende for borgerne. Det betyder også, at de fleste må køre i bil til arbejde, når de skal købe ind og hente børn. Den manglende bymæssighed skaber således problemer, der søges løst ved at øge kravet til indbyggernes mobilitet i privatbiler, hvilket øger trafikstøjen, luftforureningen samt øger energibehovet.
Forstæderne bliver endvidere mere og mere opdelt: Socialt, kulturelt og funktionelt, hvilket har fået store konsekvenser - ikke mindst for Vestegnen.
Vallensbæks monokultur
Vallensbæk har en sådan udpræget monokultur – endda også politisk. For de konservative i Vallensbæk er det et formål i sig selv, at sikre Vallensbæks selvstændighed med egen kommunalbestyrelse og borgmester. Det er den mulighed, der for dem sikrer ’den grønne kommune i det røde hav’. Derfor øger de befolkningstallet med flere boligbyggerier, som giver flere
skattebetalere i kommunen, men fastholder sovebyen og forsømmer udviklingen af den urbane by. De nye byggeriers alt for monotone virkelighed giver et miljø uden byrum og mødesteder etc. Og den manglende bymæssighed reducerer fordelen ved at bo i en by.
I dag ved de fleste, at denne udvikling ikke er bæredygtig, men i stedet for at rette op på skavankerne fortsættes den ensidige udbygning med flere og større boligområder.
Hvad har vi, og hvad mangler vi i Vallensbæk?
